Lerby kvæler rygter: Ingen italiensk interesse i Alderweireld
Illustration
Generelle

Lerby kvæler rygter: Ingen italiensk interesse i Alderweireld

Toby Alderweirelds agent, Søren Lerby, har ikke fået nogen henvendelser på den belgiske Ajax-spiller fra Serie A. Det gik der ellers rygter om i 'Støvlelandet' i weekenden. 

De danske Ajax-spillere må med stor sandsynlighed sige farvel til deres belgiske holdkammerat Toby Alderweireld denne sommer. Den 24-årige forsvarsspiller er interessant for mange klubber, og han er især blevet sat i forbindelse med et skifte til Premier League. 

Men over weekenden opstod der pludselig rygter om, at flere Serie A-klubber, heriblandt Roma og Napoli, skulle have meldt deres interesse i Alderweireld til belgierens agent, Søren Lerby. Det benægter den tidligere danske landsholdsspiller dog. 

- Der er flere klubber i England, som kan lide Toby, og som følger ham tæt. Men på spørgsmålet om, hvorvidt jeg er blevet kontaktet af Roma og Napoli, kan jeg klart afvise, at det skulle være sket, siger Lerby til Calciomercato.com. 

Alderweireld kan både spille i det centrale forsvar og på venstre back.