Da lille Allan narrede Laudrup og Co.

I England er der lagt op til titelduel mellem Arsenal og Leeds, og i den vesttyske Bundesliga er der tale om en tvekamp mellem Ulrik le Fevres Borussia Mönchengladbach og Johnny Hansens Bayern München.

Begge de danske legionærer har en fortid i Vejle Boldklub, der er kommet halvskidt fra start i den hjemlige 1. division. Men søndag 18. april sker der noget epokegørende. En 18-årig lagerekspedient får uventet debut og scorer i Vejles 6-3 sejr over Brønshøj. Senere på sæsonen kunne man konstatere, at der her var tale om et vendepunkt for de dygtigt bold-kombinerende vejlensere, der endte med at blive danske mestre, og at den nydelige debut mod københavnerne kun var det allerførste spæde skridt for den spiller, der i ry og resultater skulle overhale dem alle og blive klubbens største.Det var der ingen, der havde den mindste anelse om denne blæsende forårssøndag i Nørreskoven i Vejle, hvor den nærliggende bøg i Munkebjerg plejede at springe ud lidt før fodboldspillerne, der havde ry for at være meget tekniske og ikke haft fundet rigtigt sammen, før banerne blev jævne og vejret lunt.Sådan var det altså også i 1971, da Vejle havde indledt turneringen med et nederlag og en remis, men nu tog fat på en måde, som kom til at gå over i historien. Vi taler om et år, som på mange måder er et revolutionsår, også fodboldmæssigt. Det er i år 40 år siden, og det var året, da Ajax Amsterdam slog igennem med sin totalfodbold og en spillestil, der også trivedes i andre refugier. Tressernes tænkning i konforme industrikasser var ved at være forbi, de langhårede og kreative begyndte at få gennemslagskraft, og det viste sig også gennem en 167 cm umiddelbart forsagt skikkelse i rød trøje og hvide bukser. Hans navn var Allan Rodenkam Simonsen, han fremstår i dag som et af de allerstørste navne i dansk fodbold nogensinde, og han spillede sin første kamp for Vejle Boldklub for nu 40 år siden. "Jeg vidste ikke, jeg skulle spille, før jeg læste om det i avisen søndag morgen. Jeg havde overnattet ude i byen og kun troet jeg skulle være 12. mand. Det var før mobiltelefonen, så min far havde fået besked om at jeg skulle spille og kørte ud for at hente mig. Jeg anede ikke noget om, at Frank Olsen var blevet syg," sagde dagens debutant, der ifølge sig selv heldigvis ikke kunne nå at blive nervøs. Olsen var venstre wing og kom senere på landsholdet som venstre back for AGF. Med Simonsens ankomst rykkede Karsten Lund fra højre til venstre side, og det skabte bedre balance og rytme hos VBerne.Det mindede om 1965, da reserven Ulrik le Fevre blev indkaldt og i sin debut løb fuldstændigt om hjørner med KB-backen Henning Helbrandt, men her seks år senere var Simonsens debut alligevel kun et af dagens mange højdepunkter. Han spillede en fin kamp, men der var endnu nogle af holdkammeraterne, der var i stand til at overstråle ham.

Finn Laudrup skuffede

I kort form kan Simonsens indsats beskrives således: Først sprang han over bolden, så Tommy Hansen kunne score sit tredje mål, og endelig løftede han selv koldblodigt bolden over målmanden, da Vejle vandt med 6-3 over Brønshøj.

Den 18-årige lagerekspedient gled ganske ubesværet direkte ind i en målmaskine ved navn VB, og fik allerede i debuten vist sit potentiale, mens banens på forhånd vurderede største profil var en skuffelse. Finn Laudrup skældte undervejs næsten konstant ud på sine holdkammerater. Han var året før vendt hjem fra et mislykket prof-hold i Østrig og kom senere i foråret 1971 tilbage på landsholdet, men han var bedst på et hold med gode spillere omkring sig. På det tidspunt var Brønshøj et skridt under denne boldjonglørs niveau, og han var ikke manden til at rykke ved holdets grænser.Finn Laudrup blev ikke på noget tidspunkt specialopvartet, som mandsopdækning dengang kaldtes. Udover en målgivende aflevering og nogle gode afleveringer, så man ikke ret meget til Brønshøjs stjerne, som der kun blev begået en enkelt frispark imod. Han og klubbens andet topnavn, Per Røntved, gjorde ofte det svære og fik det ikke lettere i kampen, som Vejle i realiteteten afgjorde ved at føre 3-0 ved pausen. I den lokale vis hed det: "Som jagthunde halsede de store Brønshøj-forsvarere rundt efter de vævre og lynhurtige Vejle-angribere uden at få bid en eneste gang. Besnærende kombinationer. Overraskende, præcise og somme tider geniale afleveringer. Lange skift til fløjene. Ja, det var spil, der formåede at give varme helt ned i tilskuernes iskolde tæer," lød den lokale avis´ idealbillede.Efter pausen reducerer Freddy Lorentzen på en aflevering fra Laudrup, men straks efter scorer Tommy Hansen sit tredje mål til 4-1 og derpå bliver det 4-2 på straffespark ved Ole Kisum. De to sidste mål tegner dagens Vejle-debutant og Brønshøjs Gunnar Pedersen på hovedstød sig for. Bagefter hentede midtbaneslideren Flemming Serrritslev og afslutteren Tommy Hansen i pressen de største roser på et Vejle-hold, der havde rejst sig efter den skuffende sæsonstart. Vejle Amt Folkeblads udsendte, Knud Engelbrecht, den samlede præstation for "et trompetstød for dansk fodbold", han ville have stadion udvidet, og kaldte det for "en fantastisk kamp, man skal langt tilbage i VBs årsskrifter for at finde magen til."

Det urørlige angreb

Træner var Fritz Gotfredsen, der var kaldt tilbage for at være VB-træner for tredje gang og som havde gjort kluben til dansk mester første gang i 1958. Det var ligesom at "Gotte" og VB bare passede sammen. Han var ikke den store taktiker, men havde styr på træning og det holdmæssige. Han var også en hyggelig, ældre mand, og selve udførelsen overlod han til spillerne selv, og Vejle havde i profiler som midtbanemanden Flemming Serritslev og de konstruktive angribere Karsten Lund og Tommy Hansen folk, der kunne sætte i scene.

"Det tekniske niveau var utrolig højt, og selv om vi måske havde Danmarks bedste andethold, så kom vi altid til kort overfor førsteholdet. I løbet af en halv time sådan en træningsaften kunne de pludselig føre 5-0. De angribere der kunne finde hinanden i blinde," husker Knud Nørregaard, som senere kom på landsholdet, men måtte vige pladsen, da Allan Simonsen brød igennem. "Vi trænede kun to gange kom ugen, for vi var amatører, men derudover var vi mange, der selvtrænede, og det var i øvrigt det første år med bonus, men den var ikke så stor. For min bonus købte jeg en symaskine til en kone," griner Nørregaard, der var to år ældre end Allan Simonsen, men efter dennes afrejse fik sit gennembrud på højrekanten. "Det var ærgerligt kun at være reserve, og jeg husker tydeligt, at jeg blev ny 12. mand i Brønshøj-kampen, men jeg kom dog ind til sidst, og det var faktisk ikke almindeligt for 12. manden dengang, men det var måske også fordi jeg dermed kom op på kamp nr. 50 på førsteholdet. Jeg ærgrede mig dog ikke ret meget. De fleste gang var det en fornøjelse at se dette hold spille fodbold. De kunne alle sammen så meget, og det var flydende og elegant angrebsfodbold," husker Knud Nørregaard.

Reservens ros: Champagne-fodbold

Rivalen Allan Simonsens første stjernestund indtræffer sent. VB-årbogen for 1971 skriver:

"I kampens sidste minutter kom der gang i scoringen igen. Jørgen Markussen var sluppet igennem, men målmanden halvklarede. Riposten havnede ud i højre side, hvor Allan Simonsen koldblodigt løftede bolden over målmanden og ind i nettet til 5-2. Han havde også fikseret Brønshøj-spillerne ved at hoppe over bolden ved 4-1 scoringen."Så blev der konkluderet, at de gultrøjede københavneres markering var for løse, men VB havde altså også disket op med opfindsomt og beslutsomt angrebsspil.For Vejle var det begyndelsen til noget større. Ugen efter så 11.000 tilskuere rødtrøjerne vinde 4-2 over KB og derpå 16.000 til sejr over B1909 i pokalen."Lad os bare kalde det champagnefodbold. Der var i hvert fald solskin, da Allan debuterede, og det udviklede sig henover de to år. I dag forstår jeg godt, at jeg ikke fik en fast plads, " fortæller Knud Nørregaard, der senere tog revanche ved også at komme på landsholdet. Vejle blev dansk mester i 1971 og vandt både mesterskab og pokal året efter i Allan Simonsens foreløbig sidste sæson i det østjyske. "Strålende boldbehandling og blik for spillet. Han var ikke bange for at gå i tacklinger. Han mangler naturligvis meget endnu. Men Allan Simonsen et talent ud over det sædvanlige, og med mere rutine bliver han den helt store gevinst for VB," lød de lokale roser."Jeg havde godt nok været på ynglinge- og ungdomslandsholdet året før, men det her var noget andet. Jeg faldt let ind, for jeg koncentrerede mig om min opgave og ikke andet, og i øvrigt nåede jeg heller ikke at blive nervøs," fortæller Allan Simonsen 40 år efter. Eller som han udtrykte det i bogen "Allan Simonsen - Europas bedste 30 år efter" fra 2008: "Jeg nød bare at spille. Det var det eneste, jeg tænkte på. Glæden boede inden i mig. Jeg gik rundt med en rar følelse af, at dét her...det er bare lige det, jeg vil. Det var alt det, jeg havde set frem til."Efter 1972-sæsonen, hvor Vejle havde Jozef Szentgyörgyi som træner, drog Simonsen til Borussia Mönchengladbach i den vesttyske Bundesliga, men forinden havde han brilleret som oplægger og målscorer ved OL-slutrunden i det sydtyske. Vejle-fløjen var kommet med på afbud af den skadede KBer Kurt Præst, men endte med at fremstå som en af de tre førende danske spillere på et hold, der var overraskende tæt på en semifinale. De to andre var Per Røntved og Kristen Nygaard.Resten er historie. Den lille vejlenser sad halvandet år på bænken i det vesttyske, inden han blev sluppet løs. Og så tog han fat. Allan Simonsen blev nogle gange undervurderet, men det var en stor fejl. Den lille tekniker fra Vejle blev et verdensnavn via Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona, han blev årets spiller i europæisk fodbold i 1977, og i 1983 var han efter at være vendt hjem til Vejle en af hovedmændene bag det danske landsholds kvalifikation til EM i 1984, hvor han uheldigvis brækkede benet i åbningskampen mod Frankrig. Hans debutkamp for Vejle mod Brønshøj er aldrig rigtig blevet beskrevet i større artikler eller de mange bøger, der er udgivet om en af de største profiler nogensinde i dansk fodbold. Hovedpersonen selv fortæller ikke så meget, og husker endda forkert på slutresultatet."Endte den ikke 5-2? Sådan husker jeg det i hvert fald. Nå, men det var i hvert noget med en masse mål. Sådan var det i Vejle dengang. Det var meget enkelt."