Optakt: FC København - Galatasaray
Illustration
Champions League

Optakt: FC København - Galatasaray

Galatasaray er kommet godt i gang under den nye træner Roberto Mancini, der har sikret holdet fire sejre i træk, men de mangler et par profiler, når de besøger Parken.

Status:
FC København har aldrig tabt en gruppespilskamp i Champions League på hjemmebane, og den statistik bliver det tirsdag aften Galatasarays opgave at ændre på. Men det bliver med en svækket formation, de skal gøre det.

Førstemålmand Nestor Muslera og superstjernen Wesley Sneijder er nemlig ude med skader, og det betyder, at de må undvære holdets største kreatør og en ekstremt vigtig målmand op til et opgør, hvor også reserven Ufuk Ceylan er skadet, hvorfor Galatasaray må stille op med den bare 22-årige keeper Eray Iscan, der blot har fået enkelte kampe i den tyrkiske liga og aldrig har stået en Champions League-kamp.

Det har FC Københavns målmand Johan Wiland til gengæld. Sidst FCK spillede CL-bold i Parken, lukkede svenskeren ned for Juventus' angribere i en kamp, hvor københavnerne sikrede sig et enkelt point. Nu er det så op til svenskeren at tage pynten af to andre farlige angribere i form af Didier Drogba og Burak Yilmaz.

Efter tre runder har FC København stadig kun det ene point, de fik mod Juventus, men italienerne har selv blot fået to point, og Galatasaray står noteret for fire. Derfor bliver dette opgør nøglekampen for FC København, hvis de vil bevare muligheden for også at spille europæisk efter nytår. For realistisk set er det svært at forestille sig, at Ståle Solbakkens folk kan få mere end maksimalt ét point ud af de to sidste kampe ude mod Juventus og hjemme mod Real Madrid - også selv om Real Madrid til den tid formentlig er videre.

Form (Liga- og CL-kampe):
FC København: V-V-T-U-V
Galatasaray: T-V-V-V-V

Dom:
FC København tabte for to uger siden med 3-1 i Istanbul i en kamp, hvor de var flere klasser dårligere end Galatasaray i første halvleg, og måske blot én klasse under dem i en anden halvleg, hvor tyrkerne kunne slappe af i vished om, at de reelt havde vundet kampen. FCK har altså revanche til gode og kommer med en 4-0 sejr fra weekenden over FC Nordsjælland, så selvtilliden er i top. Og med ny målmand på kassen kan Galatasaray måske rystes defensivt, hvis Solbakkens folk får lagt det tryk, som det lykkedes at lægge i perioder mod Juventus. Vi tror på endnu et remis på Parkens græs. 2-2.

Spil på kampens resultat 2-2 til odds 15.00 hos TonyBet.com - klik her.

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-1-1): Wiland - Jacobsen, Mellberg, Sigurdsson, Bengtsson - Gislason, Claudemir, Delaney, Jørgensen - Vetokele, Braaten

Skader: Ingen
Karantæner: Ingen

Galatasaray (4-4-2): Iscan - Eboué, Khaya, Chedjou, Nounkeu - Bulut, Inan, Melo, Bruma - Drogba, Yilmaz

Skader: Sneijder, Muslera, Ceylan, Altintop, Balta
Karantæner: Ingen

På tv: Tirsdag klokken 20.45 på TV3+

Tjek de seneste spilforslag fra Tipsbladets spilekspert - klik her.