Daniel Wass kan blive holdkammerat med Bendtner
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Ligue 1

Daniel Wass kan blive holdkammerat med Bendtner

Bundesliga-klubben VfL Wolfsburg har meldt sig ind i kampen om at hente danske Daniel Wass.

Daniel Wass er brandvarm i det åbne transfermarked - og det selv om Evian vil gøre meget for at holde på den succesfulde kantspiller, der i denne sæson igen har været blandt sit holds bedste og blandt andet har scoret otte mål og stået for tre assists.

Det har længe været kendt at franske klubber som Monaco og St. Etienne har stor interesse for danskeren, der i sommer selv havde håbet på at kunne skifte til en større klub end Evian, der dog satte en stopper for den mulighed. 

I Tyskland bliver Daniel Wass' navn også ved med at dukke op som et emne i flere klubber. Både Schalke 04 og Borussia Mönchengladbach har vist interesse, og nu har Nicklas Bendtners Wolfsburg, der har godt med penge på kistebbunden i følge franske medier også fået øjnene op for den målfarlige danske profil.

Tidligere har engelske Newcastle og italienske AS Roma også haft repræsentanter for at se nærmere på den tidligere Brøndby-spiller, men på trods af den store interesse, vil Evian formentlig gøre meget for at holde på danskeren, da han igen i denne sæson er en meget vigtig brik i kampen for at undgå nedrykning. 

Evian er aktuelt under nedrykningsstregen og sportsdirektør Pasqual Dupraz har af flere omgange slået fast, at han helst ser Daniel Wass spille sæsonen færdig, inden et klubskifte kan komme på tale

- Vi ved, at Wass kommer til at forlade os. Det står helt klart, at han fra den 30. juni vil udfolde sit talent et andet sted end hos Evian, sagde Pascal Dupraz i december. 

Skal danskeren skifte klub i det aktuelle transfervindue, kræver det mange millioner på bordet, og der har været talt om beløb på op over 40 millioner kroner før Evian vil være indstillet på at slippe profilen.

Også engelske Newcastle og det italienske tophold AS Roma har haft repræsentanter i Frankrig for at syne Daniel Wass, der har kontrakt med Evian frem til sommeren 2016.