Ny Real Madrid-træner: Jeg er vendt hjem
Foto: Andres Kudacki/Polfoto
La Liga

Ny Real Madrid-træner: Jeg er vendt hjem

Spanske Rafael Benitez er tilbage i spansk fodbold hos Real Madrid, hvor han overtager fra italienske Carlo Ancelotti.

Efter to gode år hos Napoli stoppede spanske Rafael Benitez i klubben i slutningen af maj, og allerede nu har han fremtiden på plads. Rafael Benitez blev tidligere onsdag præsenteret som ny træner i Real Madrid, der fyrede italienske Carlo Ancelotti i maj.

I Real Madrid får Benitez nok at se til med at tøjle alle verdensstjernerne, samtidig med at han skal forsøge at fravriste det spanske mesterskab fra FC Barcelona. På et pressemøde onsdag fortalte Benitez om sin glæde ved at sætte sig i cheftrænerstolen hos Real Madrid.

- Det sværeste er, når du skal tale og ikke ved, hvad du skal sige, sagde Benitez på pressemødet:

- Det er en spændende dag. Jeg er vendt hjem, og jeg er virkelig spændt.

- Jeg vil have, at holdet vinder trofæer og spiller god fodbold, og jeg er taknemmelig for den tillid, jeg har fået.

Rafael Benitez har efterhånden trænet en del klubber som Valencia, Liverpool, Inter og en kort overgang Chelsea. I Liverpool vandt han blandt andet Champions League med den engelske klub.

Den spanske træner har tegnet en treårig kontrakt med Real Madrid, og han skal nok ikke bruge for lang tid på at levere resultater, for klubben har det med at fyre trænere.