Jonas Knudsen: Jeg er klar til et klubskifte
Foto: Claus Bonnerup / Polfoto
Superliga

Jonas Knudsen: Jeg er klar til et klubskifte

Jonas Knudsen sigter meget efter at gøre det så godt ved U/21-EM, at sommeren ender med et klubskifte væk fra Esbjerg fB.

Den kommende U/21-EM-slutrunde i Tjekkiet bliver uden tvivl et samlingspunkt for agenter, scouts og klubrepræsentanter, der har taget kikkerten med for at spotte de helt rigtige talenter, der kan være til at hente for en god pris.

Den fokus vil også blive rettet mod de danske spillere, og en af dem, der vil drage nytte af det store udstillingsvindue er Esbjerg-backen Jonas Knudsen, der i de seneste år har været fast mand på U/21-landsholdet. 
 

- Det er klart, at jeg har ambitioner, om at komme til udlandet. Jeg må ned og vise et højt niveau til EM-slutrunden, hvor mange klubber kigger med. Jeg har spillet i Esbjerg i mange år og har rundet 150 kampe, og jeg føler, at jeg er klar til at komme videre, siger Jonas Knudsen til tipsbladet.dk.

I efteråret 2014 forlængede Jonas Knudsen kontrakten med Esbjerg fB, så aftalen løber til og med sommeren 2016


 
- Da jeg forlængede kontrakten i oktober snakkede vi også om, at jeg skulle videre på et tidspunkt. Det er præstationerne, der tæller, og hvis jeg leverer godt, tror jeg også på, at der dukker noget op, der kunne være interessant for alle parter. Jeg skal videre, og det kunne godt være i det her vindue, siger han
 
- Jeg har ingen fast aftale med Esbjerg om, at det er denne sommer, at jeg skal videre, men det er klart, med kontraktudløb om et år, kan det også blive en fordel for klubben. 

I foråret har der af flere omgange været hollandske klubber i Danmark for at se nærmere på Esbjerg-talentet, men selv er han ikke meget for at tale klubber eller ligaer. 

- Det forholder jeg mig ikke så meget til  - det klarer min agent. Selvfølgelig er der interesse for en venstre back, der har spillet fast på et U/21-landsholdet gennem de seneste år, men igen handler det om at præstere, siger Jonas Knudsen, der i første omgang ikke har i tankerne at skifte til en anden dansk klub.

- Jeg tror, jeg sigter mod udlandet, lyder det fra backen, der i en alder af 22 år er noteret for 103 Superliga-kampe men har også været på banen i både pokalkampe og Europa League-kampe for den vestjyske klub.