FC København gør som Mærsk: Et alvorligt signal
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

FC København gør som Mærsk: Et alvorligt signal

FC København har allerede truppen klar til den kommende sæson, hvor mesterskabet skal i hus for enhver pris.

FC København fortjener stor ros for sin ageren på transfermarkedet allerede inden vinduet åbner officielt i næste uge. 
 
Over en måned inden Superligaen begynder, har FC København således allerede sin trup på plads til den kommende sæson. Ståle Solbakken har markeret over for tipsbladet.dk, at der kun bliver tale om småjusteringer fra nu af, og det er da også et slagkraftigt mandskab, nordmanden har bakset sammen på kort tid. 
 
Kasper Kusk og Peter Ankersen er kommet til som de sikre Superliga-kort, og hertil kommer de usikre kort med stort potentiale i form af Benjamin Verbic og angriberen Federico Santander, der ganske vist lige skal have et lægetjek overstået først. Det ser spændende ud.
 
Netop Santander bliver interessant at følge i Superligaen. Han beskrives af kendere som et fysisk pragteksemplar, og hans præstationer for Guarani i denne sæsons Copa Libertadores taler også sit tydelige sprog; vi har at gøre med en kvalitetsangriber, der har alle muligheder for at slå til i København. 
 
Allerede som 17-årig imponerede han for Paraguays unglandshold, hvilket gjorde ham interessant for Tottenham, der dog ikke kunne få arbejdstilladelse til ham. I stedet fik han en omtumlet tilværelse i flere klubber, inden han igen er havnet på rette hylde i Guarani. Det har også gjort ham landsholdsaktuel igen for Paraguays landshold, selvom han til fleres overraskelse ikke kom med i landets Copa America-trup. Som en ESPN-blogger har skrevet om Santander: 
 
- Han er en gammeldags angriber, stærk nok til at spille alene oppe foran, god nok med ryggen til mål til at forbinde spillet og med nok fart til at udgøre en trussel, når han bliver spillet i dybden.
 
Den store udfordring for FC København bliver naturligvis integrationen af manden fra Paraguay, men der er visse ting, der taler for, at det kommer til at gå bedre end med skrækeksemplet Mussis, der ikke viste sig klar til europæiske fodbold. FC København har været grundige i forarbejdet med scouting-duoen Jesper Jansson og Johan Lange i spidsen, og man lægger næppe omkring 20 millioner kroner for en spiller, hvis ikke man er sikker i sin sag. Desuden taler det også for, at FCK ifølge tipsbladet.dk's oplysninger har nappet Santander for næsen af store klubber som FC Porto, Napoli og FC Krasnodar.
 
Det ligner en succes, men vi skal også huske, at man før har sagt sådan om spændende nyindkøb i Superligaen, og vi skal nok væbne os med tålmodighed. Dame N'Doye slog først til i FC København efter mere end et halvår som fjerdeangriber i klubben – måske får vi det samme at se med Santander.
 
FC København har i bedste Mærsk-stil har vist rettidig omhu og handlet i god tid. Og ligesom Mærsk i erhvervslivet viser FC København nu, at man vil være størst og bedst på fodboldfronten i Danmark. Det er et klart signal til konkurrenterne, til fansene og til alle klubbens interessenter: Vi mener det her alvorligt.
 
Det er en tydelig markering af, at mesterskabet død og pine skal til København i den kommende sæson. De to sæsoner uden guldmedaljer gør ondt på selvforståelsen, og derfor har man handlet hurtigt her i forsommeren.  
 
Det lægger samtidigt pres på konkurrenterne fra FC Midtjylland og Brøndby, der nu skal komme med næste træk i transferkrigen. Kan mesterholdet og bronzevinderne matche FC Københavns ambitioner, når det gælder transfervinduet? 
 
Terningerne er kastet. Det bliver spændende at følge.