Officielt: Okore får konkurrent i Aston Villa-forsvaret
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Premier League

Officielt: Okore får konkurrent i Aston Villa-forsvaret

José Angel Crespo er ny mand i Aston Villas trup, og giver øget konkurrence om pladserne i forsvaret hos Premier League-klubben.

Jores Okore har i forvejen masser af konkurrenter om spilletiden i forsvaret for Aston Villa i spillere som Phillippe Senderos, Nathan Baker og Micah Richards, og nu kommer der endnu en til. Aston Villa bekræfter tirsdag, at de har hentet José Angel Crespo fra spanske Cordoba.

Manager Tim Sherwood fortæller desuden til klubbens hjemmeside, at det er en spiller, som de længe har kigget på.

- Vi har haft Crespo på vores radar i lang tid, og det er virkelig en tilfredsstillelse, at han nu skriver under. Han er en spiller med erfaring fra to stærke europæiske ligaer i Serie A og La Liga, og efter at have talt med ham, så kan han ikke vente med at komme til Aston Villa, siger Villa-manageren.

28-årige Crespo har desuden spillet for Spaniens U19, U20 og U21-landshold.

Det er Aston Villas syvende signing denne sommer. Udover Crespo har klubben hentet Scott Sinclair, Micah Richards, Mark Bunn, Jordan Amavi, Idrissa Gueye og Jordan Ayew.