FCM slog Premier League-Southampton ud: Miraklet blev fuldendt
Foto: Astrid Dalum/Polfoto
Europa League

FCM slog Premier League-Southampton ud: Miraklet blev fuldendt

FC Midtjylland gjorde det. De slog et hold fra Premier League ud af Europa League-kvalifikationen og deltager nu som eneste danske hold i gruppespillet.

Med 1-1 på udebane mod Southampton i den første kamp kunne troen på, at FC Midtjylland kunne gå videre mod et hold fra Premier League virkelig få ben at gå på. Derfor var stemningen nærmest magisk på tribunerne og på banen, da returkampen skulle spilles, og det føltes nærmest som om, det var uvirkeligt, da dommeren fløjtede returen på MCH Arena af, hvor FCM efter en 1-0-sejr på hjemmebane gik videre med samlet 2-1.

Den stemning som inden kampen var ustyrlig blev bare bedre, da Morten Duncan Rasmussen efter flot opspil af Kristian Bak Bach svingede ind foran sin direkte oppasser og lagde bolden i mål på bedste Duncan-vis.

Southampton virkede helt fraværende i første halvleg, men kom ligesom i den første kamp godt tilbage i anden halvleg, hvor de virkelig overtog spillet og chancerne. Men de kunne aldrig helt komme igennem Kian Hansens og Erik Sviatchenkos forsvarsspil. Kun en arm i feltet efter et frispark kunne måske have givet et straffespark, men her havde FCM også det held, der skulle til.

I slutningen af kampen var det dog FC Midtjylland, der var tættest på, da Daniel Royer i samspil med den tilbagevendte Martin Pusic, kom frem til en stor chance, som gik over mål.

FC Midtjylland kunne i slutminutter lade hylde af det udsolgte MCH Arena, som heppede holdet frem og er nu klar til Europa League-gruppespillet for første gang i klubbens historie.