Uffe Bech er tilbage: Scorede i comeback-kamp
Bundesliga

Uffe Bech er tilbage: Scorede i comeback-kamp

Uffe Bech er tilbage på Hannover 96's førstehold, og det fejrede han onsdag med en scoring i en testkamp.

Tirsdag kunne Tipsbladet fortælle, at Uffe Bech igen har fået lov til at spille på på Hannover 96's førstehold, efter han i september ragede uklar med træner Michael Frontzeck.

Dagen efter fejrede Uffe Bech sit comeback til førsteholdet på flotteste vis, da han scorede i en testkamp mod Hildesheim. Danskeren startede kampen på banen, og efter 38 minutter takkede han for det med scoringen til 2-0, som også blev kampens resultat. Med et kvarter igen, blev den danske kantspiller skiftet ud.

Dermed ser det noget bedste ud for Uffe Bech i sin tyske klub, efter han blev degraderet til U23-holdet. Degraderingen skete i september efter en kamp mellem Hannover 96 og Dortmund.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller var ikke med i opgøret, fordi han havde sygemeldt sig. Senere samme aften skulle den 22-årige dansker være blevet set på en restaurant i byen, hvilket fik Frontzeck til at suspendere ham. Klubben har efterfølgende udtalt, at de ikke vil gøre mere ved sagen. Uffe Bech fik dog ros af U23-holdets træner for at have en super indstilling på banen.