Uffe Bech afviser rygte om bytur
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Bundesliga

Uffe Bech afviser rygte om bytur

Danske Uffe Bech er blevet suspenderet i Hannover 96, og selv om han ikke selv vil sige, hvad der ligger til grund, afviser han tyske mediers historie om, at det skulle have været en bytur, der er årsagen.

Hannover 96-dansker Uffe Bech skiftede i sommer FC Nordsjælland ud med den tyske klub, men allerede nu er der problemer. Bech er blevet suspenderet af sin tyske klub og træner med klubbens U23-hold de næste tre uger.

Tyske medier skrev tirsdag aften, at straffen kommer, fordi Uffe Bech havde meldt sig syg før træning, men aftenen forinden var set i byens natteliv. Den historie afviser danskeren dog selv.

- Jeg kan på det kraftigste afvise, at jeg har været ude i nattelivet. Det passer ikke, siger Uffe Bech til BT.

Dermed er en forklaring på, hvorfor Uffe Bech er blevet straffet, ikke kommet nærmere, men medierne vil ganske givet blive ved med at spekulere i, hvorfor den danske kantspiller straffes.

Uffe Bech, der har tre landskampe på cv'et, har en gang tidligere været i disciplinære problemer, da han kom for sent til en FCN-træning, fordi han sov over. Det kostede en kamp på bænken for klubben.