Vi har flere gange skrevet på tipsbladet.dk, at Brøndby og FC Midtjylland har vist interesse for den 29-årige finske midtbanespiller Kasper Hämäläinen. Midtbanespilleren havde kontraktudløb med Lech Poznan i december, hvilket gjorde, at han kunne skifte kvit og frit til hvilken som helst klub i verden, der ville have ham. På et tidspunkt var Frank Arnesen og PAOK meldt interesserede, men det blev i sidste ende hverken dem eller de to danske klubber, der fik fat i finnen.
Det bliver nemlig Lech Poznans ærkerivaler fra Legia Warszawa. Finnen er nået til enighed med det polske mandskab, der var i gruppe med FC Midtjylland i Europa League. Det eneste, der mangler, er et lægetjek og selvfølgelig underskriften. Dernæst står den 29-årige midtbanespiller til at få en kontrakt, der holder ham tre år i den polske storklub.
Hämäläinen nåede at spille 131 kampe for Lech Poznan. Det resulterede i 36 mål og 25 assists.