Barcelona ydmygede Valencia i spansk pokalsemifinale
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
La Liga

Barcelona ydmygede Valencia i spansk pokalsemifinale

FC Barcelona leverede en fodboldopvisning af de helt store, da de onsdag vandt 7-0 over Valencia.

Der er næppe noget spænding tilbage af næste uges returopgør, efter FC Barcelona vandt den første pokalsemifinale mod Gary Nevilles Valencia.

Målfesten startede allerede i det syvende minut, da Neymar erobrede bolden ved midtercirklen. Han leverede den i fødderne til Luis Suarez, som sparkede den sikkert over i det lange hjørne.

Suarez udbyggede føringen fem minutter senere, inden Lionel Messi også ville lege med i målfesten. Neymar afleverede med hælen, Suarez sprang over bolden, inden Messi scorede iskøligt.

Legestue ville være et mildt ord at bruge om FC Barcelonas opvisning, hvor de i slutningen af første halvleg endda formåede at brænde et straffespark, efter Mustafi havde fældet Messi i straffesparksfeltet. Og dermed fået direkte rødt.

Kampbilledet fortsatte i anden halvleg, da Suarez med en fiks hælaflevering fandt Messi. Efter han fik vristet sig fra af tre tacklinger sendte han et hårdt fladt spark i mål.

Derefter fuldendte Messi sit hattrick, inden Luis Suarez gjorde ham kunsten efter.

Luis Suarez rundede målfesten af, da han lavede sit fjerde mål og fuldendte afklapsningen på hele 7-0.