Keane: Havde sparket Hazard op og ned langs træningsbanen
Foto: Francois Mori/Polfoto
Premier League

Keane: Havde sparket Hazard op og ned langs træningsbanen

Roy Keane er ikke i tvivl om, hvad han havde gjort, hvis han var holdkammerat med formsvage Eden Hazard.

Hvad er der sket med Chelsea-stjernen Eden Hazard i denne sæson?

Det spørgsmål er der rigtig mange, der gerne vil have svar på, for faktum er, at den belgiske offensivspiller har været en skygge af sit gamle jeg. Mens Hazard i sidste sæson scorede 14 mål og lavede ni assists alene i Premier League, er det i denne sæson kun blevet til en enkelt scoring på straffespark i en pokalkamp.

Tirsdag fik belgieren chancen for at revanchere sig, da han startede inde for Chelsea mod Paris Saint Germain i Champions League, men Eden Hazard diskede op med en uinspireret og dårlig præstation. Dette noterede den tidligere Manchester United-legende Roy Keane sig også hjemme foran skærmen, og han er næsten målløs, når snakken falder på Eden Hazard.

- Jeg forstår ikke rigtig sådanne spillere. Sidste år skrev han under på en fem-årig kontraktforlængelse, og vi så alle, hvor god han var. Og så kommer han ud så nonchalant på aftenen til en stor kamp. Hvis jeg var en af hans holdkammerater, havde jeg sparket ham op og ned langs træningsbanen. Nogle af de ledende spillere må tage fat i ham. Det er en begavet knægt, men hans attitude i kampen mindende om et skræmt barn. Det er mærkeligt, siger Roy Keane til ITV.

Eden Hazard bliver på rygteplan sat i forbindelse med Paris Saint Germain, og belgieren har udtalt, at han godt kan se sig selv i den franske storklub.