Randers-direktør: En kontrakt kan altid rives itu
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Randers-direktør: En kontrakt kan altid rives itu

Jonas Borring har forlænget sin aftale med Randers FC inden hele denne sag. Michael Gravgaard åbner dog for, at kontrakten kan rives itu.

Jonas Borring er ude på ubestemt tid, efter sagen om, at Christian Keller er fundet sammen med Borrings kone, som han er i færd med at blive separeret fra.

Det uheldige er, at Borring inden han blev bekendt med denne sag i mandags, havde forlænget sin aftale med Randers FC, så han er på kontrakt frem til sommeren 2018.

Michael Gravgaard, administrerende direktør, bekræfter kontrakten, men han lader alligevel til at give Jonas Borring en udvej i forhold til at rive den over.

- En kontrakt kan jo altid blive revet itu, men det er bestemt ikke det, der er Randers FCs intention. Vi har forlænget en kontrakt med en spiller i to år, fordi vi rigtig gerne vil beholde ham. Vi er selvfølgelig glade for kontraktforlængelsen. Nu kommer offentliggørelsen på grund af nogle prekære omstændigheder. Det, havde vi håbet, kunne være anderledes, siger Michael Gravgaard til Randers Amts Avis.

Christian Keller, anfører i Randers, er på kontrakt frem til sommeren 2017, og spørgsmålet er selvfølgelig, om de to kan spille sammen igen.

Gravgaard indikerer, at Randers dog gerne vil holde på Jonas Borring, og at han håber, det lykkes.