Mikkelsen og Mors drømmemål sænkede FCK
Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto
Superliga

Mikkelsen og Mors drømmemål sænkede FCK

FC Nordsjælland nedlagde FC København, der søndag eftermiddag var langt fra det niveau, som de ramte, da de for en uge siden bankede AaB.

Med et FC Midtjylland-nederlag fra tidligere på dagen, var FC København opsatte på at udbygge forspringet ned til sidste sæsons Danmarksmeste. Det skulle ske mod et veloplagt FC Nordsjælland-mandskab, der på hjemmebane ligeledes jagtede tre vigtige points. 

Det var gæsterne, der i det femte minut tilspillede sig kampens første store chance, men William Kvists forsøg endte ikke bag David Jensen. 

Endnu en gang var Emre Mor med for FC Nordsjælland, og den unge, nyudnævnte tyrkiske U/21-landsholdsspiller sparkede i det 32. minut mod FCK-kassen, der dog kunne ånde lettet op, efter som bolden røg centimeter over mål. 

I anden halvleg skulle der scores mål, efter som første halvleg var sluttet målløs. Det ønske fik tilskuerne allerede ni minutter senere opfyldt, da Emre Mor med en flot solotur passerede flere FCK-forsvarere, som kunne se på, da han listede bolden ind bag Robin Olsen til 1-0. 

Tre minutter før tid var Tobias Mikkelsen tydeligt overbevist om, at Emre Mor ikke skulle løbe med kampens flotteste scoring. Derfor trykkede han af fra 25 meter og bankede FC Nordsjælland på 2-0, hvilket endeligt sænkede københavnerne. 

Sejren til Farum-mandskabet betyder, at FC Nordsjælland rykker forbi Randers og op på ottendepladsen, mens FC København fortsat fastholder deres førsteplads.