Mulig OB-redning: Angrebsspiller får grønt lys
Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Mulig OB-redning: Angrebsspiller får grønt lys

Målscoring har været et stort problem for OB i denne sæson. Den tidligere bomber Anders K. Jacobsen kan hjælpe på det i næste kamp mod AGF, fordi han har fået grønt lys til at spille.

Der er krise-lignende symptomer på Fyn, hvor OB ikke har fået point i seks Superliga-runder i træk. I de seneste fem kampe har holdet heller ikke formået at score, men det kan der nu være en løsning på.

Anders K. Jacobsen, der i sidste sæson scorede 12 gange i Superligaen, har siddet ude i to uger med rygproblemer, men han kan gøre comeback i OB's næste kamp mod AGF.

- Anders har fået grønt lys, fordi han føler sig frisk. Det kan ikke blive forværret, og det afgørende er, at han føler sig frisk til at gøre det, siger træner Kent Nielsen til Fyens.dk

OB har i denne sæson brugt Rasmus Festersen, Anders K. Jacobsen, Thomas Mikkelsen og Rasmus Jönsson i angrebet og mod Brøndby fik en femte spiller chancen på toppen, da unge Yao Dieudonne startede på banen. Af de fem spillere er det kun Festersen og Mikkelsen, der har scoret i denne sæson. To mål hver står de noteret for, mens holdets topscorer, Joan Simun Edmundsson, har lavet tre mål.

OB ligger lige nu på en delt sidsteplads i Superligaen med Esbjerg, hvor begge hold har syv point for 11 kampe.