Nice-præsident: Balotelli skal ikke behandles anderledes
Foto: Polfoto/AP
Ligue 1

Nice-præsident: Balotelli skal ikke behandles anderledes

Mario Balotelli har taget første skridt mod at få karrieren tilbage på rette køl i franske Nice. Men klubben har ikke gjort noget særligt for at håndtere den karismatiske italiener.

Med fem mål i sine første tre ligakampe er Mario Balotelli kommet forrygende fra start i franske Nice, og spekulationerne på, hvor længe klubben kan holde på italieneren med fortid på store adresser i Manchester, Milano og Liverpool, er allerede begyndt.

Det er Nices præsident, Jean-Pierre Rivere, dog ikke meget for at tage stilling til.

- Ro på. Det, der tæller, er i dag, nutiden, og vi vil gerne nyde Marios flotte præstationer. Vi er glade for, at han er en del af vores trup og at han er faldet så godt til, siger Rivere til italienske Tuttomercatoweb.

Den italienske angriber med det uomtvistelige talent har haft en slingrende karriere og er indehaver af en omtalt personlighed, men det er ikke noget, man har taget særlig stilling til på den franske sydkyst.

- Der er ingen hemmelighed. Han er en normal person og en god knægt. Jeg er ikke hans ven. Vi har det forhold, der skal være mellem præsident og spiller. Vi kommer fint overens og har et godt professionelt forhold, men vi er ikke venner. Mario skal ikke behandles anderledes, han er en knægt  som alle de andre, siger Rivere til det italienske medie.

Nice er efter de første otte kampe placeret på førstepladsen i den franske Ligue 1. Udover sine fem ligafuldtræffere har Balotelli scoret en enkelt gang i Europa League.