OB-boss: Matti Lund havde et stort hjerte for klubben
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
Superliga

OB-boss: Matti Lund havde et stort hjerte for klubben

OB's sportsdirektør Jesper Hansen fortæller, at det var en sportslig vurdering, der gjorde, at Matti Lund Nielsen ikke fik forlænget sin kontrakt med den fynske klub.

Den fynske midtbanespiller Matti Lund Nielsen fortæller i dag til tipsbladet.dk, at han i efteråret 2015 var klar til at spille gratis for hjerteklubben OB, men at han ikke følte, at hans store klubhjerte blev gengældt af den fynske klub.

Matti Lund Nielsen trænede i efteråret 2015 med OB efter at have fået ophævet sin kontrakt med den italienske klub Pescara, og i september skrev han under på en kort kontrakt, der ville udløbe allerede i december 2015. Herefter ville Matti Lund Nielsen gerne have fortsat i klubben, men OB valgte altså ikke at forlænge samarbejdet.

Tipsbladet.dk har bedt OB's sportsdirektør Jesper Hansen om at fortælle klubbens version af sagen.

- Da han kom til Danmark, spurgte han også, om han kunne holde formen ved lige hos. Den tjeneste ville vi gerne gøre ham – også fordi han er en gammel OB-dreng, der brænder for klubben. På det tidspunkt lå det ikke i kortene, at der skulle komme en kontrakt ud af det, men da han havde trænet med et stykke tid uden at finde en ny klub, endte vi med at lave en kort aftale, så vi kunne se ham mere an og samtidig have en ekstra spiller i truppen. Efter den korte periode besluttede vi af sportslige årsager så, at vi ikke ville tilbyde ham en længere aftale, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.

Kunne I ikke godt have brugt en spiller som Matti Lund Nielsen, der har et stort OB-hjerte og brænder for klubben, når den nuværende trup tæller få spillere med lang OB-fortid og kærlighed til klubben?

- Det er korrekt, at Matti virkelig havde et stort hjerte for OB, og man kunne mærke, at han brændte usædvanligt meget for klubben, men vi vurderer tingene ud fra spillerens kvaliteter. Det kan komme til at lyde firkantet, men det er ikke nok at have et stort OB-hjerte, hvis træneren vurderer, at han skal bruge en anden type spiller. Sådan er det også for de talenter, vi har i ungdomsafdelingen. I sidste ende er det en sportslig vurdering, der gør udslaget, siger Jesper Hansen.

Efter afskeden med OB skrev Matti Lund Nielsen kontrakt med den norske klub Sarpsborg, Her har har han spillet fast i denne sæson, hvor Sarpsborg aktuelt ligger nummer seks i Tippeligaen få runder før sæsonafslutningen.