Video : Tipsbladet
Champions League

FC København slipper for Leicester-stjerne

Leicester City-manager Claudio Ranieri kommer ikke til at sende Islam Slimani på banen, når FC København onsdag tager imod i Champions League.

Onsdag aften venter en af sæsonens største oplevelser for FC København,. når de engelske mestre gæster København. Leicester City kommer til Danmark som tophold i Champions League-gruppen med FCK som aktuel to´er, og der er lagt op til fuld knald på opgøret både på og uden for banen. 

Nu er der dog rigtig godt nyt for de danske mestre forud for opgøret. I optakten har det nemlig været yderst tvivlsomt, om den offensive Leicester-stjerne Islam Slimani ville nå at blive klar efter skadesproblemer. Slimani er meldt fit, man manager Claudio Ranieri kommer ikke til at sende ham ind på græstæppet i Telia Parken. 

- Islam Slimani kan godt spille. Vores stab har meldt ham klar, men han kommer ikke til at spille. Jeg tør ikke løbe den risiko det vil være, at sende ham ind. Han ville godt kunne spille, men jeg vil ikke risikere, at han efterfølgende skal sidde ude i en måned, siger Claudio Ranieri på et pressemøde forud for kampen. 

Mestertræneren fra Premier League har samtidig stor respekt for onsdagens danske modstander: 

- De er et rigtig godt hold. FC København har kun tabt en kamp i denne sæson, og det har været til os. De står godt på banen, og vi har stor respekt for dem. Samtidig bliver det en meget larmende kulisse i København, udtaler manageren. 

Leicester City vandt det første møde med FC København i Champions League med 1-0 hjemme på King Power Stadium.