FCK-boss: Folk er klar til at træde til, hvis Ståle ikke er her mere
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK-boss: Folk er klar til at træde til, hvis Ståle ikke er her mere

FC Københavns direktør Anders Hørsholt mener, at klubben i dag er bedre rustet til en potentiel afsked med Ståle Solbakken. Det fastslår han i et interview med Børsen.

Da Ståle Solbakken i sommeren 2011 forlod FC København ved kontraktudløb, var det startskuddet til en turbulent periode i klubben, der gik glip af det danske mesterskab i 2011/12-sæsonen og desuden havde tre forskellige trænere frem til august 2013, da Solbakken vendte tilbage efter fyringen af Ariël Jacobs. 

I dette efterår er spekulationerne om Ståle Solbakken og FC Københavs fremtid så atter blevet aktuelle. I takt med FC Københavns succes i Champions League, er Ståle Solbakken muligvis blevet interessant for andre klubber, og nordmanden har selv forklaret, at han ikke kan fortsætte sin nuværende livsstil, hvor han bor i København, mens familien bor i Norge. 

Med kontraktudløb i sommeren 2018 er der altså spekulationer om Solbakkens fremtid. FC Københavns direktør Anders Hørsholt er dog ikke bekymret, for han mener, at FC København står bedre rustet nu end i 2011, da Solbakken sidst forlod klubben. Det fortæller han i et stort interview med Børsen torsdag

- Vi har en helt anden struktur i dag og folk, der er klar til at træde til, når og hvis Ståle ikke er her længere, siger Anders Hørsholt til Børsen. 

Hørsholt fremhæver blandt andet, at strukturen i FC København er stærkere nu, selvom man undervejs har sagt farvel til blandt andre Carsten V. Jensen, der i en årrække var sportsdirektør i klubben. 

- Det var nogle store personligheder, der røg ud af FCK i den periode. Men jeg syntes, det var uhensigtsmæssigt, at Ståle ikke selv kunne vælge sine spillere. I dag har vi bygget en stærk ledelse op omkring Ståle som manager, Johan Lange som teknisk direktør og Dennis Rommedahl som administrativ ansvarlig. Der er en langt bedre sammenhæng nu end tidligere, siger han til Børsen. 

Ståle Solbakken er flere gange i dette efterår blevet spurgt til sin fremtid. Senest blev han af norsk Viasat spurgt, om det ville være en drøm for ham at komme til udlandet igen. På dét spørgsmål svarede han følgende:

- Første gang jeg skulle af sted, var det en drøm, men jeg kunne godt tænke mig det igen. Men jeg ved, at hvis jeg gør det, skal researchen være rigtig, rigtig god.

Ståle Solbakken er i løbet af efteråret også blevet sat i forbindelse med det norske landstrænerjob, men nordmanden har afvist at gå dybt ind i spekulationerne.