FCK cementerede magtposition i Delaney-afsked
Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto
Superliga

FCK cementerede magtposition i Delaney-afsked

FC København med Thomas Delaney på holdet for sidste gang på hjemmebane vandt lørdag aften med 1-0 over Randers.

Thomas Delaney skulle her til aften spille sin sidste kamp på hjemmebane for FC København mod Randers. Derfor var der også ekstra god stemning på tribunen, da kampen blev fløjtet i gang.

Det var dog en anden FC København-spiller, der stjal fokus i begyndelsen af kampen. Efter 13 minutter satte Rasmus Falk nemlig FC København på sejrskurs. Han kom driblende ind i feltet, så et hul i Randers-forsvaret og knaldede den knivskarpt op i hjørnet til føringen 1-0.

Randers var dog ikke helt usynlige og kom da også frem til chancer, men det var intet, der for alvor kunne true Robin Olsen i målet. Samtidig fortsatte FC København også med at lægge pres på og gå efter et mål mere.

Et kvarter inde i anden halvleg havde Andrija Pavlovic en gylden mulighed for netop at score et mål mere, men som symbol på hans tid i FC København, kludrede han i det, selvom der var frit mål.

Kampen blev mere lige, som halvlegen skred frem, og begge hold fik muligheder for at spille sig frem til et mål, men det forblev ved lige ved og næsten.

Ingen hold kunne nemlig få bolden ind over stregen, og så endte det altså med en sejr på 1-0 til FC København.