Video : Tipsbladet
Superliga

Jeppe Kjær fik sin førsteprioritet: Nu vil han i slutspillet

Jeppe Kjær og Lyngby forlængede før nytår samarbejdet. Her indfriede Jeppe Kjær sin førsteprioritet, og nu vil han have Lyngby i slutspillet.

I Lyngby har de nydt godt af Jeppe Kjærs bevægelighed og målfarlighed i denne sæson. Så godt, at de to parter kort før nytår blev enige om at forlænge det samarbejde, der stod til at udløbe til sommer. En målfarlig angriber er der altid interesse for, men Jeppe Kjær prioriterede at blive i Lyngby.

Derfor er han også glad for, ar der nu er styr på fremtiden, så han med tryghed og stabilitet kan koncentrere sig om at spille fodbold.

- Jeg prioriterede ret hurtigt at se, om jeg kunne blive enig med Lyngby om at forlænge, fordi jeg er glad for at være herude og føler, at jeg bliver bedre. Det er et spændende projekt, der er gang i. Det ville jeg gerne være en del af. Jeg var egentlig ikke så meget i tvivl om, at førsteprioriteten var at se, om vi kunne blive enige. Det kunne vi godt. Alt det andet om hvis og hvad, det er hypotetisk og sådan set underordnet, siger Jeppe Kjær til tipsbladet.dk.

Lyngbys nummer 15 har tidligere spillet i FC Roskilde, HB Køge og AGF.

Men nu fokuserer han sammen med resten af Lyngby-holdet på at blive klar til de resterende fem kampe af grundspillet. Opstarten skal være med til at gøre ham til en endnu bedre angriber.

- Jeg skal træne hårdt i opstarten og forsøge at dygtiggøre mig, som jeg synes stadig kan forbedres. Og så blive ved med at holde mig skarp. Der er en god træningskultur herude og andre dygtige angribere. Så vi skal nok få presset hinanden – det ser jeg frem til. Men opstarten er altid noget andet end når turneringen kører.

Når turneringen igen kører for Lyngby, skal klubben forsøge at forsvare den femteplads de har, som kan sende dem i slutspillet. Ender det sådan, er sæsonens målsætning nået.

- Selvfølgelig er det overordnede mål bare at overleve, men vi ligger godt til i tabellen, og det er klart, at mere vil have mere. Vi har gjort det godt, og der er trods alt kun fem kampe. Så jeg ser det som en realistisk mulighed, at vi kan komme i slutspillet. Det er selvfølgelig også det, vi går efter, når vi ligger som vi gør. Men målsætningen er stadig at overleve. Det gør vi også, hvis vi ryger i top seks, kan man sige.

Lyngby ligger på femtepladsen med 31 point, som er et mere end SønderjyskEs 30. Uden for slutspillet ligger AC Horsens med 27, AaB med 26 og FC Nordsjælland med 25.

Jeppe Kjærs sæson har hidtil budt på 19 kampe og otte mål i Superligaen.