Video : Tipsbladet
Europa League

FCK-målmand tror på Europa League-triumf: Intet er umuligt

Robin Olsen ser en spinkel chance for, at FC København kan gå hele vejen i Europa League.

I Champions League tilspillede FC København sig en tredjeplads i gruppespillet, som gav adgang til slutspillet i Europa League.

I første omgang venter to kampe mod Ludogorets i ottendedelsfinalen, men ifølge målmand Robin Olsen kan det blive til endnu flere. Hvis alt flasker sig, har FC København nemlig en chance for endda at vinde turneringen.

- Intet er umuligt. Nogle gange giver de store hold sine bedste spillere en pause i denne turnering, og vi går efter at vinde hver kamp, siger Robin Olsen, der dermed erklærer sig enig med Youssef Toutouh, ifølge fotbollskanalen.se.

Til gengæld føler Robin Olsen sig relativt sikker på, at FC København vinder Superligaen, hvor klubben i øjeblikket har 11 point ned til Brøndby.

- Jeg tror, at vi vinder ligaen. Det ser godt ud. Nu fik vi en erstatning for Thomas Delaney (Uros Matic, red.), som ser rigtig god ud, lidt den samme spilletype. Ellers har vi det samme hold.

Så jeg tror, vi vinder ligaen, forklarer Olsen, der kun ser, at én ting kan forhindre sejren.

- Det handler vel om, at vi sløser og ikke gør vores job. Ellers er det Brøndby, der ligger nærmest, men det sker kun, hvis vi giver point væk, afslutter Olsen.

Robin Olsen er den målmand i hele Europa, der har haft rent bur i flest kampe. Hele 19 ud af 31 kampe har målmanden holdt nullet, hvilket er to flere end Celtics Craig Gordon.