Video : Tipsbladet
Superliga

DBU: Usandsynligt at straffe Santander for trælår

Ifølge formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, kommer Federico Santanders trælår til Emiliano Marcondes næppe til at få en følgestraf.

Bolden var et helt andet sted, da Federico Santander stødte sit knæ i låret på Emiliano Marcondes i løbet af søndagens Superliga-kamp mellem FC København og FC Nordsjælland, men den slags er næppe nok til at blive straffet af Fodboldens Disciplinærinstans.

Udvalget har ellers mulighed for selv at tage episoder, som kampenes dommere ikke har set, op og eventuelt tildele en karantænestraf. Formand Jens Hjortskov vurderer dog ikke, at der er grundlag for det i Santanders tilfælde.

- Der er ikke meget, der tyder på, vi tager sagen op. Jeg vil gerne slå fast, at vi ikke har truffet en endelig afgørelse endnu, men det er usandsynligt, vi tager sagen op, siger han til Ekstra Bladet.

- Det er korrekt, at vi kan tage sagen op, når dommeren ikke har set episoden, men for eventuelt at skulle straffe Santander, skal vi vurdere, der er tale om voldelig adfærd, og det er der næppe tale om i den situation mellem Santander og Marcondes.

Efter kampen forsøgte Santanders træner, Ståle Solbakken, også er nedspille sin angribers udåd. Om han og Jens Hjortskov har ret i, at trælåret ikke er så slemt, kan du selv bedømme ved at se videoen i toppen af denne artikel.