Schöne: De spiller langt på Fellaini og håber på det bedste
Foto: Alex Grimm/Getty Images
Europa League

Schöne: De spiller langt på Fellaini og håber på det bedste

AFC Ajax og Lasse Schöne tabte med 0-2 i Europa League-finalen til Manchester United. Den danske midtbanespiller var ærgerlig over nederlaget og ærgerlig over måden, som United spillede på.

José Mourinho var ikke overraskende lykkelig over at have vundet Europa League og have booket billet til næste sæsons Champions League, og det skete altså på bekostning af AFC Ajax, Kasper Dolberg og Lasse Schöne.

Danskerklubben tabte med 0-2, og selv om nederlaget var fortjent, var Lasse Schöne skuffet over det, United kom med.

Den 30-årige midtbanespiller havde nemlig ventet sig mere af et United hold, der på papiret har nogle af de største stjerner i verden. I stedet blev det en kamp, hvor Ajax havde bolden, og hvor Manchester United stillede sig ned og forsøgte at stikke Ajax-holdet via kontramuligheder.

- Det er den måde, de spiller fodbold, og det har de gjort hele året. God organisation i forsvaret, spille den langt til Fellaini og så håbe på det bedste. Men de kreerede stort set ingen chancer - det gjorde vi så heller ikke. Det var lidt ærgerligt. Det spil, vi spillede i semi- og kvartfinalen, kom vi ikke rigtigt ind i. Vi kan spille meget bedre. Jeg tror, det er den første Europa League-kamp, vi ikke scorede i. Det var ærgerligt, det skulle være i finalen, siger Lasse Schöne og forklarer:

- Jeg kan godt lide spillet fodbold, og jeg kan godt lide at spille fodbold, og det gør de absolut ikke. Men jeg tager hatten af for den måde, de gør det på. De spiller helt anderledes end os, og de står med pokalen. Tillykke til Manchester United, de har gjort det på deres måde, men jeg så hellere, at et hold, der spiller god fodbold, havde vundet.

Dermed ender sæsonen uden trofæer for Ajax, der slutter som toer i Holland og altså som taber af Europa League-finalen. Modsat ender Manchester United med tre titler i denne sæson, og klubben er tilbage i Champions League fra den kommende sæson.

Selv om det ikke endte med en europæisk titel, tror Lasse Schöne, at Ajax om nogle dage kan se tilbage på et godt europæisk år.

- Havde nogen sagt, at vi kunne nå finalen, havde vi sagt, de var sindssyge. Vi har haft et fantastisk år. Vi skal bruge et par dage på at komme ovenpå. Det gør ondt lige nu, men om et par dage kan vi se tilbage og være utroligt stolte. Vi er et ungt hold, der er nået så langt, og vi har gjort det på vores egen måde, siger danskeren, der står Ajax-holdet en stor fremtid.

- Hvis man ser på vores hold, er det meget ungt, og det kan kun blive bedre. Vi håber, vi kan vedligeholde det hold, vi har nu, og så kan vi måske gøre noget rigtigt stort. Når så ungt et hold, gør det så godt i Europa, kommer der store hold og kigger på de spillere, men jeg håber, vi kan blive ved, siger han.

Ligesom Kasper Dolberg er udtaget til landskampene mod Tyskland og Kasakhstan den 6. juni og den 10. juni, er Lasse Schøne det også.