Brøndby betaler et par millioner for at hente Fisker
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Brøndby betaler et par millioner for at hente Fisker

Ifølge Ekstra Bladet har Kasper Fisker kostet 2,5 millioner kroner for Brøndby IF at købe i Randers FC. Han har fået en treårig aftale.

Ugen begyndte med en stor Superliga-nyhed, da Brøndby IF mandag formiddag præsenterede Kasper Fisker som ny spiller i truppen. Han kommer fra en tilværelsen som profil i Randers FC, og den slags er ikke gratis.

Ekstra Bladet skriver, at Brøndby må op med 2,5 millioner kroner for at købe Fisker fri af kontrakten i Kronjylland. Den forlængede han så sent som i august til 2021, så der var altså fire år tilbage af den. 

Det forholdsvis lave beløb for en Superliga-profil med en langvarig kontrakt skal formentlig forklares med, at Fisker er 29 år gammel, og at der ikke er det store videresalgspotentiale i at hente ham. 

Kasper Fisker var i den seneste Superliga-sæson den spiller, der løb tredjeflest meter af alle spillere i ligaen. Han sluttede på 395.724 meter eller lige under 400 kilometer i løbet af sæsonen. 

Dermed må man formode, at han passer udmærket til Brøndby-træner Alexander Zornigers pres- og løbetunge spillestil. Det eer i hvert fald den stil, han skal praktisere de næste tre år, som hans kontrakt løber.