Rooney glæder sig til Europa-eventyr med Everton
Foto: Lars Baron/Getty IMages
Premier League

Rooney glæder sig til Europa-eventyr med Everton

Wayne Rooney er glad for at være tilbage i Everton, og han ser frem til at spille europæisk fodbold med sin barndomsklub, som han håber, han kan føre langt i Europa League.

Den fortabte søn, Wayne Rooney, vendte hjem til Everton efter en årrække i Manchester United, hvor han blev sidstenævntes mest scorende spiller, ligesom han blev det samme på landsholdet. 

Nu er han dog tilbage i Everton, og selvom han næppe når at slå rekorden der, er han meget glad for at være tilbage i barndomsklubben.

- Noget, jeg altid har haft lyst til, er at spille i Europa med Everton. Jeg var lidt skuffet over ikke at have gjort det tidligere, men nu har jeg chancen. Jeg vandt trofæet (Europa League, red.) sidste år, så jeg håber, at vi som klub kan nå langt - og man ved aldrig - forsøge at vinde turneringen. Det ville være endnu bedre, siger Wayne Rooney til Evertons hjemmeside.

Ved sin præsentation i Everton fortalte Rooney, at han har forsøgt at holde det hemmeligt, men i løbet af de sidste 13 år, hvor han har været på kontrakt i Manchester United, har han sovet med en Everton-pyjamas. Det er altså en ægte fan, som er vendt hjem. 

- Den første kamp tilbage bliver en følelsesladet dag for mig, og jeg ser frem til det. Grundlæggende ser jeg frem til sæsonen, hvor jeg forhåbentligt kommer til at spille fast igen og prøve at hjælpe klubben fremad, siger Rooney. 

Wayne Rooney var på førsteholdet hos Everton fra 2002-2004, inden han skiftede til Manchester United.