Video : Tipsbladet
Ligue 1

Lerager nettede for Bordeaux i vildt comeback mod Lyon

Lukas Lerager kom på tavlen for Bordeaux i udekampen mod Lyon.

Lyon så ud til at være på vej mod en sikker sejr hjemme på Parc Olympique Lyonnais mod Bordeaux, som havde danske Lukas Lerager med fra start i opgøret.

Nabil Fekir og Kenny Tete havde, inden der var spillet 25 minutter, gjort det til 2-0 for hjemmeholdet, men inden pausen modtog Sergi Darder sit andet gule kort, og dermed måtte Lyon spille kampen færdig med ti spillere.

Bordeaux fik reduceret inden pausen ved den brasilianske kantspiller, Malcom. Udeholdet dominerede anden halvleg, men det var Lyon, som igen fik scoret, da Bertrand Traoré hamrede et frispark i kassen.

Lyon blev sat under pres på eget græs mod slutningen, og det kunne de ikke stå imod. Lukas Lerager bragte spænding i kampen kort før tid, da et indlæg havnede for fødderne af danskeren, som sparkede bolden i nettet.

I overtiden lykkedes det også for Bordeaux at få udlignet, da Malcom hamrede et langskud helt op under overliggeren.