Video : Tipsbladet
Bundesliga

Emil Berggreen stadig et stykke fra comeback

Emil Berggreen døjer med nogle småproblemer efter sin meget lange skadespause.

Uheldige Emil Berggreen spillede sine første minutter for Mainz 05 i starten af august, da han blev skiftet ind i en testkamp mod FC Twente. På det tidspunkt var det halvandet år siden, at danskeren skiftede til den tyske Bundesliga-klub, og Berggreen blev klappet på banen af sine holdkammerater.

Det er en korsbåndsskade, der har holdt den 24-årige dansker fra banen i mere end halvandet år, og selv om det lysner, er Bergreens fysik stadig skrøbelig. Kicker skriver, at Emil Berggreen har døjet med nogle muskelproblemer, hvilket anses som helt normalt efter så lang en skadespause.

Derfor ventes det, at Emil Berggreen stadig skal bruge lidt tid på at komme sig helt, og når trænerstaben i Mainz 05 skønner, at han er spilleklar, vil han først få noget kamptræning på klubbens U23-mandskab, melder den tyske avis.

24-årige Emil Berggreen spillede sin seneste officielle fodboldkamp den 12. november 2015. Dengang både scorede og assisterede han for Eintracht Braunschweig i 2-0-sejren over Sandhausen.