Eriksen-holdkammerat: Vi har ikke opnået noget
Foto: Julian Finney/GettyImages
Premier League

Eriksen-holdkammerat: Vi har ikke opnået noget

Eric Dier erkender, at Tottenham ikke kan være stolte før, at de kan fremvise et trofæ.

Siden ansættelsen af Mauricio Pochettino i Tottenham har London-klubben for alvor formået at tage skridtet op til at være en af de absolutte topklubber i engelsk fodbold.

Selv om det var Chelsea, der løb med mesterskabet i sidste sæson, var flere enige om, at Christian Eriksen og co. spillede noget af det bedste fodbold og særligt sidst på sæsonen, lignede Tottenham et mandskab, der sprudlede af spilleglæde og selvtillid.

Samme start har Pochettions mandskab ikke fået på denne sæson. Holdet har endnu ikke vundet på Wembley, der er klubbens midlertidige hjemmebane, og det synes pludselig som en lang Premier League-sæson for "Spurs", hvis de skal spille 38 udekampe. 

Alligevel er ambitionerne høje i London-klubben, der er opsatte på at veksle det flotte spil til et trofæ. Tidligere på månenden fortalte Harry Kane i et interview med The Times, at Tottenham havde bygget på, men at de ikke havde noget, der kunne bevise det.

Midtbanespilleren Eric Dier tilslutter sig sin holdkammerats argumenter og håber, at dette kan blive sæsonen, hvor Tottenham løfter et stykke sølvtøj for første gang siden Liga Cup-triumfen tilbage i 2008:

- Jeg synes, at vi kan være stolte af, hvad vi har opnået indtil videre, men vi kan alligevel ikke være stolte af at have opnået noget, for det mener jeg ikke, at vi har. Vi kan være stolte af, hvor vi er nu, især når man tænker på, hvor vi kommer fra.

- Men som et hold mener jeg ikke, at vi kan være glade medmindre, at vi vinder noget. Manageren er meget ambitiøs, og vi har skabt et fremragende arbejdsmiljø, hvor alle er meget sultne efer succes, fortæller englænderen til Sky Sports. 

Tottenham er startet sæsonen med blandede resultater, og Manchester-klubberne ligner allerede holdene, man skal slå, hvis man vil vinde det engelske mesterskab. Eric Dier holder dog fast i, at der er lang tid til maj:

- Sæsonen er så, så lang. Chelsea kæmpede virkelig i starten af sidste sæson, men endte med at vinde. Manchester City startede fremragende, men endte med at falde tilbage. Man kan virkelig ikke sige noget efter fem kampe. Der kommer til at ske så meget, og det er umuligt at forudsige hvad. 

- Potentialet er der, og det er bare op til os at indfri det, siger Eric Dier. 

Lørdag besøger Tottenham London Stadium, hvor de gæster lokalrivalerne West Ham.