Video : Tipsbladet
Premier League

Avis: Manchester United må undvære Pogba frem til jul

En engelsk avis har nu sat tidspunkt på, hvornår Paul Pogba er klar til at spille igen for Manchester United.

Paul Pogba har misset Manchester Uniteds seneste fem kampe med en skade, og den skade har der været stor usikkerhed omkring alvorligheden af. Indtil videre er der ikke blevet sat nogen dato på en comeback for den franske midtbanespiller.

José Mourinho har også udtalt, at der var tale om en langtidsskade til landsholdsspilleren, som en overgang var verdens dyreste fodboldspiller.

Nu ser der så ud til at være kommet lidt mere klarhed over skadens omfang. Den forstrækning, som den franske midtbanespiller har pådraget sig, ser ifølge the Sun ud til at holde ham ude af spillet frem til jul.

Den engelske avis skriver, at Manchester Uniteds medicinske stab mener, at Pogba misser resten af gruppespillet i Champions League og samtidig også misser topkampene mod Tottenham, Chelsea, Arsenal og muligvis Manchester City i Premier League.