Jovanovic: Jeg misser VM, hvis jeg ikke spiller i AGF
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Jovanovic: Jeg misser VM, hvis jeg ikke spiller i AGF

Det vil være en kæmpe skuffelse for Aleksandar Jovanovic, hvis han ikke kommer med til VM. Men det bliver givetvis tilfældet, hvis målmanden ikke genvinder pladsen fra Steffen Rasmussen i AGF.

Det er ikke, fordi AGF har potentielle VM-spillere til overflod. Mustafa Amini har en chance for at komme med Australien, og så ligner Aleksandar Jovanovic et godt bud på Serbiens tredjemålmand. Det har han nemlig været gennem det meste af kvalifikationen.

Problemet for sidstnævnte er, at han sluttede efteråret dårligt af. Et ømt knæ holdt ham ude i tre kampe, hvor Steffen Rasmussen gjorde det så godt, at han beholdt pladsen, da Jovanovic så blev klar igen.

Her knap en uge inde i vinteropstarten er målmandskampen for længst gået i gang igen. Og Jovanovic kæmper ikke bare for sin plads i AGF-målet; han kæmper for sin plads i Serbiens VM-trup. For spiller han ikke for førstnævnte, kommer han næppe med til Rusland.

- Da jeg blev skadet i efteråret var jeg lidt bange for at miste min plads på landsholdet. Men jeg har været en del af truppen hele vejen, så jeg føler mig godt rustet. Vi skal spille venskabskamp til marts mod Marokko, og er jeg også med der, er det et rigtig godt tegn. Men det kræver, at jeg spiller for AGF. Ellers bliver det hårdt for mig at holde min VM-plads, siger Aleksandar Jovanovic til Århus Stiftstidende.

- Jeg har været tredjevalg indtil videre, men min nærmeste konkurrent (Marko Dmitrovic fra Eibar, red.) spiller fast i La Liga, og spiller jeg ikke selv fast i foråret, kan jeg ærlig talt ikke forvente at holde min plads i truppen. Kommer jeg til at spille, føler jeg mig omvendt sikker på min plads. Så det er nogle vigtige måneder, jeg går i møde.

Til samme avis vil cheftræner David Nielsen ikke løfte sløret for, om Jovanovic eller Rasmussen står forrest i køen til spilletid. Den, der er bedst, spiller, slår Nielsen fast.

De to målmænd har dog lige over en måned endnu til at overbevise deres træner om deres værd. AGF begynder således foråret med en udekamp mod Hobro IK 12. februar.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.