Uinspireret City-hold slået af FC Basel
Foto: Getty Images
Premier League

Uinspireret City-hold slået af FC Basel

Manchester City tabte onsdag aften til Basel, men er, trods alt, sikkert videre i Champions League.

Manchester City tabte onsdag aften overraskende 1-2 hjemme til schweiziske FC Basel, men avancementet var aldrig i fare. Samlet er Man City videre med 5-2 efter at have vundet 4-0 på udebane.
Det var sæsonens første hjemmebane-nederlag til City, der stillede op uden navne som Kevin De Bruyne og Sergio Agüero fra start. Der var dog plads til store navne som Leroy Sane, Gabriel Jesus og Bernardo Silva.
Der blev såmænd også plads til 17-årige Phil Foden på hjemmeholdets midtbane.
Manchester City kom da også planmæssigt foran efter syv minutter, da tilbagevendte Gabriel Jesus udnyttede en aflevering fra Bernardo Silva og sendte den i kassen.
Føringen holdt dog kun frem til det 17. minut i den underholdende første halvleg. Så bankede Basels norske profil Mohamed Elyounoussi bolden i mål til 1-1.
Med cirka 20 minutter tilbage af kampen scorede Michael Lang til 2-1, da han udplacerede City-målmand Claudio Bravo med en afslutning i nærmeste målhjørne. I Edersons fravær fik Bravo chancen og han var uden chance på målene.
City taber 2-1, men kan glæde sig over, at man uden de store anstrengelser er videre i verdens fineste klubturnering.