Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-anfører tror på sejr over SønderjyskE: Vi er et bedre hold

Pierre Kanstrup mener, at hans AGF-hold har været bedre end morgendagens modstandere fra SønderjyskE i foråret, og derfor tror han på, at de går videre i Europa League-playoff.

Det er end ikke ét år, siden Pierre Kanstrup byttede SønderjyskE ud med AGF, så midtstopperen kender begge klubber forholdsvis godt. I de kommende dage får han så muligheden for at se endnu nærmere på sit gamle hold.

SønderjyskE er AGF's modstander i de to forestående Europa League-playoffkampe, og dem har Kanstrup og co. en god mulighed for at vinde, hvis man spørger anføreren selv. Forklaringen er simpel nok:

- Fordi vi er et bedre hold. Det er sagt med stor respekt for Sønderjyske og alt, hvad de kan, men kigger jeg helt nøgternt på det, er vi bare det bedre hold. Med de præstationer, vi har leveret her på det seneste og gennem stort set hele foråret, synes jeg, at vi bør kunne trække os sejrrigt ud af de her opgør, siger han til Århus Stiftstidende.

Det har dog ikke været til at se i de indbyrdes opgør i denne sæson, at AGF skulle være bedre. Det første tabte de hviie med 0-3 i Haderslev, men det andet i Århus endte uden scoringer.

AGF kommer direkte fra to lignende playoffkampe mod OB, som holdet vandt med både 3-2 hjemme og ude. SønderjyskE var gennem to playoffkampe mod Hobro IK, og det var lige ved at gå galt.

Holdet vandt det første opgør 1-0 og kom foran 2-0 på udebane, inden Hobro scorede tre gange og var lige ved at spille sig videre. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.