Video : Tipsbladet
Skandinavien

Nicklas Bendtner er skadesfri og med i truppen for Rosenborg

Åge Hareide valgte at fravælge Nicklas Bendtner til den danske VM-trup, fordi Rosenborg-angriberen døjede med en skade. Nu er angriberen dog klar til at spille for den norske storklub.

Mandag aften skal Rosenborg en tur til den nordlige del af Norge for at møde Tromsø, og det er med Nicklas Bendtner i truppen, at Rosenborg-bussen har forladt Trondheim.

I lørdags var Nicklas Bendtner tilbage på træningsbanen for Rosenborg, og den danske angriber har overbevist Kåre Ingebrigtsen om, at han er klar til at spille en rolle i udekampen mod Tromsø.

Rosenborgs fysioterapeut, Christian Thorbjørnsen, fortæller til Adresseavisen, at Nicklas Bendtner er kampklar, og at han ikke er overrasket over, at danskeren allerede er klar igen efter sin skade.

- Han er klar til kamp, men resten må Kåre tage stilling til. Det har været en muskelskade, og der er ikke så meget mere at sige end det. Men det er ikke overraskende, at han er så hurtigt tilbage, fortæller han.

Rosenborg kan med en sejr mod Tromsø rykke op på andenpladsen i Eliteserien.