Video : Tipsbladet
VM

Optakt: Argentina - Kroatien

Lionel Messi og holdkammeraterne snublede mod Island i åbningskampen, så presset er stort på argentinerne før mødet med profilrige Kroatien.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 20.00
Spillested: Nisjnij Novgorod Stadium
Dommer: Ravshan Irmatov, Usbekistan
Pulje: Gruppe D
På TV: DR1
Hashtag: #argkro #vmdk

Holdnyt:
Argentina:
Den argentinske motor hostede gevaldigt i VM-kvalifikationen, og det så ikke meget bedre ud i den første kamp ved slutrunden, hvor Lionel Messi og co. måtte nøjes med 1-1 mod publikumsfavoritterne fra Island. Undervejs i opgøret misbrugte Messi et straffespark på Randers-keeper Hannes Halldorsson.

Dermed er Argentina presset fra start ved VM, og der skal meget gerne en sejr på bordet i torsdagens opgør, hvis ikke den stolte fodboldnation skal balancere på kanten af et tidligt VM-exit. 

Argentina havde som forventet bolden i langt størstedelen af tiden, men det kneb med at kombinere sig igennem den islandske defensiv, og de individuelle kvaliteter, som argentinernes offensiv indiskutabelt besidder, rakte ikke i åbningskampen.

Nu skal Lionel Messi og Argentina i gang, inden det pludselig kan være for sent.

Kroatien:
Kroaterne råder over en af VM's bedste midtbaner på papiret, og der var ingen slinger i valsen, da holdet lagde fra land med en 2-0-sejr over Nigeria. Luka Modric og co. havde ikke de store problemer med at hive tre point i land.

Dermed kom Kroatien godt fra land på banen, men udenfor kridtstregerne har der været en smule dramatik i VM-lejren forud for det vigtige opgør mod Argentina. Angriberen Nikola Kalinic er således blevet sendt hjem, fordi han nægtede at lade sig indskifte mod Nigeria. Kalinic har undskyldt sig med dårlig ryg, men det har ligget i luften, at det ikke er hele forklaringen.

Det har ikke været muligt for Kroatien at indkalde en erstatning for Nikola Kalinic, og derfor må landstræner Zlatko Dalic klare sig med 22 spillere resten af turneringen.

Karantæner:
Argentina: Ingen
Kroatien: Ingen

Bud på startopstillinger:
Argentina (4-4-1-1): Caballero - Salvio, Otamendi, Rojo, Tagliafico - Meza, Mascherano, Bigilia, Di Maria - Messi - Aguero

Kroatien (4-2-3-1): Subasic - Vrsaljko, Lovren, Vida, Strinic - Rakitic, Modric - Rebic, Kramaric, Perisic - Mandzukic

Profilen:
På den offensive del af banen er det umiddelbart Ante Rebic, der skiller sig ud som det svage punkt for kroaterne, og Eintracht Frankfurt-spilleren mangler da også fortsat at bevise sig for alvor på landsholdet, hvorfor han plads tit er til stor debat i hjemlandet. Et mål i 17 landskampe er ikke imponerende for offensivspilleren Rebic, der dog kan få sin popularitet til at stige til vejrs med en scoring mod Argentina.

Vidste du, at..:
Javier Mascherano var kendt for sin manglende evne til at score mål, da han spillede i FC Barcelona. Et mål i 333 kampe blev det til for den defensive midtbanemand, der dog har været noget mere målfarlig på det argentinske landshold - uden man dog ligefrem kan betegne ham som en målmaskine. Javier Mascherano har lavet tre mål i 143 landskampe.

Dom:
Argentina har et væld af offensive stjerner, men man har efterhånden set en del gange, at de som hold har svært ved at få det til at fungere, og derfor bobler VM-opstimismen ikke på vegne af Lionel Messi og holdkammeraterne. Torsdag møder Argentina er rigtig godt fodboldhold i Kroatien, og buddet herfra er, at argentinerne snubler og bringer sig faretruende tæt på en tidlig hjemtur. Kroatien slår Argentina 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: