Video : Tipsbladet
VM

Spillerforeningen efter dødstrusler: Det er helt uacceptabelt

Nicolai Jørgensen er blevet udsat for meget alvorlige trusler, som DBU forklarer, man vil politianmelde. Fra Spillerforeningens side fortæller man, at trusler og uacceptable kommentarer sker oftere og oftere på de sociale medier.

Den danske angriber Nicolai Jørgensen havde modet til at sparke straffespark, da Danmark søndag mødte Kroatien, men Feyenoord-angriberen sparkede svagt og misbrugte, og så kunne Ivan Rakitic sparke Kroatien videre.

Og at den 27-årige angriber er blevet gjort til syndebuk for Danmarks VM-exit, er der ikke tvivl om, hvis man kaster et blik på danskerens Instagram-konto. Her flyder det over med trusler og andre beskæmmende kommentaterer, der ganske enkelt ikke hører sig til.

DBU har meddelt, at man vil politianmelde sagen, og fra Spillerforeningen er der opbakning til Nicolai Jørgensen og den forestående politianmeldelse.

- Det er helt uacceptabelt, er den første reaktion fra Spillerforeningens direktør, Mads Øland:

- Det er håbløst og langt over grænsen. Man kan også i den fjerne fortid finde eksempler på trusler mod spillere, men der er ingen tvivl om, at det er eskaleret (med sociale medier, red.), siger han til tipsbladet.dk.

Simon Skou Jakobsen fra Silkeborg IF, der sidder i Spillerforeningens bestyrelse, var manden, der på Twitter gjorde opmærksom på de mange trusler og hadefulde kommentarer, og Mads Øland fortæller, at det er noget, som Spillerforeningen oftere og oftere skal forholde sig til.

- Der er en stigning i antallet (af trusler og hadefulde kommentarer, red.). Det er ofte, når der er noget på spil. Op- og nedrykning i Superligaen eller 1. division, en ottendedelsfinale ved VM eller en Europa Cup-deltagelse. Det er der desværre alt, alt for mange i det professionelle miljø, der oplever, siger direktøren.

Hos Spillerforeningen, der er spillernes fagforening, er man glade for, at DBU vil politianmelde sagen. Ellers ville man selv gøre det, når man havde fået kontakt til Nicolai Jørgensen.

I første omgang vil Spillerforeningen støtte op om Jørgensen og tilbyde ham den hjælp, han ønsker. Feyenoord-angriberen er rejst på ferie, og Mads Øland håber, han har telefonen slukket, så han slipper for at se alle de kommentarer, der både er hadefulde og langt over grænsen. For den anden del af problemet er også, ifølge Øland, at mange atleter ofte bliver genstand chikane.

Det er et problem, der er svært at gøre noget ved, ud over naturligvis at politianmelde, når det sker. Problematikken er ikke kun dansk, for over hele kloden kæmper musikere, atleter, politikere og andre med trusler og hadefulde kommentarer.

- I Spillerforeningen tager vi problemstillingen op med jævne mellemrum og skriver artikler til vores medlemmer. Det kører lidt i en cirkel i Spillerforeningens univers - lidt som med transfervinduet. Og så støtter vi spillerne på den måde, de ønsker, siger Mads Øland.

Ud over Nicolai Jørgensen misbrugte Christian Eriksen og Lasse Schöne også i straffesparkskonkurrencen, mens Simon Kjær og Michael Krohn-Dehli scorede. Nicolai Jørgensen var efter nederlaget til Kroatien så skuffet, at han ikke ønskede at stille op til interview.