Van der Vaart er stadig i spil i Zwolle: Han passer absolut ind her
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Van der Vaart er stadig i spil i Zwolle: Han passer absolut ind her

Den tekniske direktør i PEC Zwolle vil ikke afvise, at Rafael van der Vaart fortsætter karrieren i klubben. Parterne skal først tale sammen, før han kan sige mere, men spilleren passer i hvert fald fint ind i klubben, fastslår Gerard Nijkamp.

Det var ikke to storslåede år i FC Midtjylland for Rafael van der Vaart, der særligt i den seneste sæson var reduceret til bænke- og tribunesædevarmer. Men selv om karrierekurven ubestrideligt er på vej nedad, kan han stadig finde bejlere i ind- og udland.

I Esbjerg fB har han en åben invitation til at komme og træne med, som cheftræner og landsmand John Lammers fremsatte forleden, og i Holland har de også et godt øje til ham. I hvert fald hos PEC Zwolle, hvor van der Vaart har trænet med de seneste uger.

Nu skal de evaluere, hvordan det gik, og om parterne har en fælles fremtid, men teknisk direktør Gerard Nijkamp er ikke i tvivl om, at van der Vaart passer fint ind i klubben, hvis de beslutter sig for at slå pjalterne sammen.

- Personen van der Vaart passer absolut ind hos PEC Zwolle. Det virkede, som om han havde været her i to år. Han er allerede længere fremme fysisk, end jeg troede, så det er positivt, men lad os først tale sammen om eventuelt at tage næste skridt, siger Nijkamp til FOX Sports.

På spørgsmålet, hvorvidt en kontrakt er realistisk, svarer direktøren:

- PEC Zwolle er en klub, der gerne vil skille sig ud, så jeg udelukker ikke noget.

Rafael van der Vaart danner privat par med Estavana Polman, der spiller håndbold i Team Esbjerg, og parret bor i byen. Han har da også udtrykt ønske om at fortsætte karrieren i Danmark. I første omgang får han altså muligheden for at træne med i EfB.