Norsk fodboldforbund kigger nærmere på omstændighederne bag Horsens-køb
Foto: AC Horsens
Superliga

Norsk fodboldforbund kigger nærmere på omstændighederne bag Horsens-køb

Det norske fodboldforbund vil se nærmere på, om der er lavet en ulovlig aftale i forbindelse med Branns salg af Sivert Heltne Nilsen til AC Horsens.

I Norge har medierne ganske svært ved at forstå, hvorfor den 26-årige midtbanespiller Sivert Heltne Nilsen har forladt Brann, der fører Eliteserien, for at skifte til dansk fodbold og AC Horsens.

Branns bestyrelsesformand, Eivind Lunde, forklarede mandag, at man ikke havde andet valg end at sælge spilleren. Flere gange er det blevet indikeret, at man mundtligt lovede at sælge Sivert Heltne Nilsen, hvis der kom et tilfredsstillende tilbud fra en udenlandsk klub. Og det mundtlige løfte løb Brann ikke fra, da Horsens kom for at købe midtbanespilleren.

Problemet for Brann kan dog være, at det ikke er lovligt ifølge reglerne i Norge at lave mundtlige aftaler. Aftaler skal nedfældes på skrift og indgå i kontrakten eller som et bilag til kontrakten. Det skriver det norske medie Bergens Tidende, der også forklarer, at det norske fodboldforbund nu kigger nærmere på hele forløbet og overvejer, om der skal gøres mere ved det. 

- Vi kommer til at læse de avisartikler, der forklarer forløbet, og så snakker vi med Brann. Vi vil derefter vurdere, om der er sket et brud på reglerne, siger Espen Auberg, leder af det norske fodboldforbunds juridiske afdeling, til Bergens Tidende.

Sivert Heltne Nilsen havde tirsdag sin første træningsdag i AC Horsens, og han har altså forladt Brann på et tidspunkt, hvor klubben med 14 kampe igen af Eliteserien fører rækken foran Rosenborg. Brann har kun én gang vundet et norsk mesterskab - det var i 2007.

Den 26-årige midtbanespiller er i øvrigt søn af træner Lars Arne Nilsen. Træneren har ikke ønsket at sige så meget i sagen og har i stedet henvist til sportsdirektøren.

Sportskommentator fra Bergens Tidende Anders Pamer fortalte mandag til tipsbladet.dk, at Sivert Heltne Nilsen kan blive en stor succes i dansk fodbold hos AC Horsens.