Leder: José Mourinho og tallet tre
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: José Mourinho og tallet tre

Den portugisiske manager José Mourinho kan være på kollisionskurs i Manchester United, hvor han går ind til sæson tre med et stort pres på sine skuldre.

Bragt i Tipsbladet den 3. august.

I en fodboldverden, hvor der selv på øverste niveau er alt for lidt viden og kompetence, og hvor manglen på evner ofte bliver skjult bag kedelige klichéer og tilknappet konservatisme, var José Mourinho et forfriskende indslag fra triumferne i FC Porto til sejren med Inter i 2010.

Men portugiserens stil har det med at trætte omgivelserne, og nu er det igen ved at gå galt, denne gang i det, der var José Mourinhos drømmejob.

Med en uge tilbage til sæsonstart og transferdeadline i Premier League er Manchester City igen klar favorit, mens Liverpool med en bedre målmand og bredere trup i denne sæson ligner et bedre bud på en udfordrer end Manchester United. Selv hvis Guardiola prioriterer samtlige Champions League-kampe højest og sparer spillere i Premier League, bør Manchester City slutte over United.

I England har Mourinhos forsvarere bemærket, at Josep Guardiola har fået 13 nye spillere til en allerede fornuftig Manchester City-trup mod José Mourinhos 10 mand til en trup, der var usammenhængende efter Louis van Gaal.

Men derfor kan det selvfølgelig ikke nytte noget, at José Mourinho taler dårligt om sin ferieramte trup af unge spillere og om klubbens træningstur i USA, som han gjorde efter et pinligt 1-4-nederlag til Liverpool.

Han gjorde det for at få Ed Woodward til smide de ekstra millioner pund afsted, der vil sikre et par forsvarsspillere og en forward før transferdeadline på næste torsdag, men det var torskedumt gjort og giver deja-vu til de to exitter fra Chelsea og fra Real Madrid, selvom United-ledelsen gennem britiske medier har ladet forstå, at man langt hen ad vejen forstår portugiserens irritation.

I London og Madrid var det også primært transfers og mangel på samme, der i tredje sæson fik samarbejdet til at bryde sammen.

Nu er José Mourinho i år tre i Manchester United, men uden mesterskaberne fra anden sæson, der lagde op til sammenbruddene i år tre i London og Madrid.

Hans 4-2-3-1-formation virker stillestående sammenlignet med Jürgen Klopps i Liverpool, og det er heldigt for United, at man først støder ind i Guardiolas pasningsmaskine til november.

Til den tid kan José Mourinhos ophold allerede være under hastig afvikling, og i modsætning til tidligere er det svært at se hvilket top 10-hold i Europa, der har lyst til at ansætte en mand, som ser ud til at have mistet sit magiske touch med medierne, stjernespillerne og taktikken.