Manchester United fældede Leicester i premieren
Foto: Getty Images
Premier League

Manchester United fældede Leicester i premieren

Manchester United snuppede alle tre point, da de fredag aften indledte Premier League-sæsonen mod Leicester.

Premier League-sæsonen blev indledt fredag aften, hvor Manchester United snuppede en 2-1-sejr over Leicester City i premieren på hjemmebane.

Manchester United kunne dårligt have fået en meget bedre start på kampen. Efter bare tre minutter brugte den tidligere FC København-profil Daniel Amartey hånden i eget felt, og dommeren dømte korrekt straffe til hjemmeholdet. Det tog Paul Pogba sig sikkert af, og verdensmesteren bragte dermed Manchester United på 1-0.

Leicester fik imidlertid kæmpet sig ind i opgøret, og et par gange måtte David De Gea i Manchester United-målet diske op med nogle store redninger for at holde føringen intakt indtil pausen.

Efter pausen fortsatte kampbilledet, hvor gæsterne var mest på bolden. Til gengæld var det Manchester United, som kom tættest på at udbygge scoringen på nogle farlige kontraangreb.

Et kvarter før tid kom gæsterne dog frem til en stor chance og var tæt på udligningen, men endnu engang var De Gea vågen i målet, og han snuppede sikkert Demarai Grays afslutning.

Det var imidlertid ikke kun Manchester United-keeperen, der stod for de vigtige redninger. Kort efter kom hjemmeholdet nemlig frem til en stor chance, da indskiftede Romelu Lukaku kom alene med Kasper Schmeichel, men den danske landsholdskeeper kom godt ud af sit mål og fik dirigeret Lukakus afslutning over mål.

Men hjemmeholdet kom yderligere foran kort efter. Juan Mata lagde bolden flot over til Luke Shaw, der kom forbi Leicester Ricardo Pereira, inden han flugtede bolden i netmaskerne fra en skarp vinkel. 

I tillægstiden reducerede Jamie Vardy for gæsterne, da han headede en ripost i kassen. Udlingningen udeblev dog, og dermed snuppede Jose Mourinho og kompagni en 2-1-sejr og tre point i sæsonpremieren.