Manchester United har i denne sæson haft en meget blandet sæsonstart, hvor det var blevet til to sejre og to nederlag i de første fire kampe. Derfor var en sejr næsten påkrævet i Premier Leagues femte runde for United-holdet.
Her stod Watford på den anden side af banen i et opgør, der endte med en 2-1-sejr til Manchester United
I førstehalvleg fik José Mourinhos tropper lagt fundamentet til sejr, da de kom foran med 2-0. Først ved Romelu Lukaku efter 35 minutter, da han fik styret bolden ind med området omkring hoften.
Dernæst var det Chris Smalling, der høvlede bolden i netmaskerne efter et hjørnespark til 2-0 tre minutter efter Lukakus mål.
I anden halvleg kom Watford bedre med i kampen, og reduceringen kom efter 65 minutters spil, da Gray knaldede bolden i netmaskerne. Det udløste et pres på United-holdet, der også trak sig mere og mere tilbage. Alligevel lykkedes det for Manchester-klubben at afvise Watford-spillerne.
Til sidst i opgøret blev Nemanja Matic desuden præsenteret for sit andet gule kort. Det gav en dødbold, som Watford var lige ved at udnytte, men David De Gea leverede en flot redning i strakt positur.
Sejren betyder, at Manchester United nu er på ottendepladsen i Premier League. Næste opgave for United er mod Wolverhampton.