Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - FC Nordsjælland

Et spændende opgør er på plakaten søndag eftermiddag, når FC København får besøg af FC Nordsjælland.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 16.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Jens Maae 
På TV: Canal 9
Hashtag: #fckfcn #sldk

Holdnyt:
FC København:
FCK kæmpede med FC Nordsjælland om bronzemedaljer i sidste sæson, og det var som bekendt klubben fra Farum, der trak det længste strå. Nu er en ny sæson godt i gang, og FC København har allerede bragt sig syv point foran FCN.

Der har ikke været ret mange ridser i FCK-lakken i denne sæson, men at træerne ikke vokser ind i himlen, fik løverne syn for i seneste runde, hvor et velspillende FC Midtjylland-mandskab vandt en fuldt fortjent 3-1-sejr på hjemmebane. Nederlaget pillede dog ikke ved FCK som Superligaens tophold.

Umiddelbart er det positionen som Dame N'Doyes angrebsmakker, der volder Ståle Solbakken størst kvaler i øjeblikket. Senegalseren har været god, og det samme har Viktor Fischer, men det har knebet med det tredje hjul på taburetten. Pieros Sotiriou har ikke scoret i Superligaen, efter han blev sin skade kvit, og Kenan Kodro har ikke imponeret fra start i FCK. Sidstnævnte er ikke med i københavnernes trup. I stedet er Carlo Holse med.

Alt imens er Jonas Wind tæt på at kunne melde sig skadesfri, og han øger dermed konkurrencen i løvernes angreb. Han sidder dog stadig ude.

FC København varmede op til søndagens Superliga-opgør med en kamp mod Zenit Skt. Petersborg i Europa League. Matchen sluttede 1-1. 

FC Nordsjælland:
Kasper Hjulmands mandskab har fået en lidt tung start på sæsonen i Superliga-regi, men at der er bedre tider på vej blev indikeret mod Randers FC, hvor FC Nordsjælland vandt en sikker 4-1-sejr - blandt andet takket være to mål af Andreas Skov Olsen.

Dermed rykker FC Nordsjælland også tættere på en plads i top seks, men holdet mangler fortsat at sammensætte en stime, der kan bringe dem helt op i toppen, hvor de fleste forventer at se dem.

FC Nordsjælland-defensiven er blevet markant bedre i denne sæson, mens klubben laver en del færre mål end tidligere. 

Kasper Hjulmand må se bort fra Mads "Mini" Pedersen mod FC København.

Karantæner:
FC København: Ingen
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Joronen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen - Skov, Zeca, Falk, Fischer - N'Doye, Sotiriou

FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Bartolec, Nelsson, Skovgaard, Jenssen - Kudus, Kofod, Damsgaard - Skov Olsen, Donyoh, Amon

Profilen:
Det kunne godt tyde på, at Ulrik Yttergård Jenssen skal vikariere på venstre back så længe, Mads "Mini" Pedersen sidder udenfor. Det gik rigtig godt for nordmanden på en uvant position mod Randers FC, hvor han blandt andet noterede sig for en assist, men det bliver en hel anden opgave søndag eftermiddag, hvor han vil blive udfordret meget mere defensivt. Det skal blive spændende at se, hvordan han løser det. 

Vidste du, at..:
Tilskuerrekorden til et opgør i Parken mellem FC København og FC Nordsjælland blev sat i maj 2016, hvor 23.063 så FCK vinde 2-0 i nationalarenaen. Federico Santander blev dobbelt målscorer.

Dom:
Det plejer at være meget enkelt, når FCK og FCN tørner sammen. FC København kan ikke vinde i Farum, og FC Nordsjælland kan ikke vinde i hovedstaden. Med den logik venter der Ståle Solbakken og co. tre point søndag. FC Nordsjælland er dog blevet bedre defensivt, og FCK kan have trætte ben efter torsdagens Europa League-match. Buddet herfra er, at de to hold deler i porten. 2-2.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: