Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: AGF næsten i mål med lønrevolution

AGF-sportschef Peter Christiansen har i en årrække arbejdet på at indføre en ny lønstruktur på Fredensvang, og han er næsten i mål.

AGF har de seneste par år arbejdet hen imod at ændre lønstrukturen på Fredensvang, og nu skriver Ekstra Bladet, at århusianerne næsten er i mål med omstruktureringen.

AGF-ledelsens mål har været at indføre en mere præstationsbetinget aflønning af spillerne, således de får mere i løn, hvis klubbens målsætning om en top seks-placering indfries. Det sikrer, at århusianernes lønudbetalinger flugter med de indtægter, der kommer fra klubbens ligaplacering.

Det er sportschef Peter Christiansen, der har indført den nye lønstruktur i AGF, og han er tæt på at have den fuldt implementeret. Ekstra Bladet skriver, at de eneste spillere i den nuværende trup, der er ansat på fortidens aftaler om en helt fast løn, er Martin Spelmann, Jesper Juelsgård, Dino Mikanovic og Nicklas Backman, og de har kontraktudløb næste sommer.

AGF besejrede senest Brøndby 3-2 og er nummer fire i Superligaen.