Video : Tipsbladet
Superliga

Nu må Randers fortælle om skader igen: Spillere har skrevet under på kontrakter

En ny lov fra EU gjorde det forbudt at fortælle detaljer om fodboldspilleres skader, men det har Randers FC løst ved at få samtykke fra spillerne til at gøre netop det.

I foråret blev europæere over hele kontinentet bombarderet med emails fra alle mulige virksomheder, der havde deres mailadresse stående. De ville gerne fortælle, hvordan de håndterede befolkningens personlige oplysninger.

I løbet af sommeren meldte nogle fodboldklubber ud, at de ikke længere kunne give detaljerede oplysninger om deres spilleres skader længere. Det var eksempelvis tilfældet i FC København.

Begge dele bundede i den EU-forordning, der kort sagt dikterede, hvordan virksomheder skal behandle europæiske borgeres personoplysninger. Eftersom skadesopdateringer reelt er en diagnose, kunne klubberne altså ikke længere frit dele den slags personfølsomme oplysninger med omverdenen.

Det har Randers FC nu fundet en måde at få lov til alligevel, nemlig ved at indhente samtykke fra sine spillere og andre ansatte. Det har været et stort arbejde, fortæller direktør Henrik Jørgensen til Randers Amtsavis.

- Vi ved, at det er noget, som vores fans og følgere rigtig gerne vil have information omkring, men i princippet må ikke vi fortælle, hvilken type skade der er tale om, med mindre spilleren har givet tilladelse til det. Derfor har vi så lavet de her tillæg til kontrakterne, hvor spillerne skriver under på, om vi må bruge de informationer. Men det er stadig noget, vi skal ind og opdatere hver tredje måned, ligesom vi skal være opmærksom på det, hver gang vi henter en ny spiller, siger Henrik Jørgensen.

Ifølge Ritzau må klubberne dog godt oplyse, hvor lang tid spillere forventes at være skadet uden at bryde loven. Til gengæld kan det blive dyrt, hvis man kommer på kant med reglerne.

Bødeniveauet ligger endnu ikke fast, men EU har lagt op til fire procent af omsætningen. Det ville eksempelvis betyde, at Randers FC skulle betale 2,6 millioner kroner baseret på det seneste regnskab.