Video : Tipsbladet
Landshold

Peter Møller: U21-EM vil også betyde meget for A-landsholdet

Det er ikke kun de enkelte U21-spillere, der vil få en masse ud af at komme til EM. Det samme vil A-landsholdet i fremtiden, for det er selvsamme spillere, der skal udgøre holdet, mener DBU's fodbolddirektør, Peter Møller.

I aften lægger Danmark græs til landskampe for nationens to bedste herrehold. I Aalborg kan U21-landsholdet spille sig til EM til sommer med en sejr over Færøerne, mens A-landsholdet har noget mindre på spil i venskabskampen mod Østrig.

Lykkes de unge med deres foretagende, vil det være den tredje EM-slutrunde på stribe for holdet, i så fald en historisk bedrift. Det vil både komme de enkelte spillere og A-landsholdet til gode, forudser Peter Møller.

DBU's fodbolddirektør ved fra sin egen karriere, at man som seniorspiller kan drage fordel af at have prøvet slutrundelivet med U21-landsholdet.

- Først og fremmest vil det jo betyde rigtig meget for spillerne selv. Det vil også betyde meget for A-landsholdet, at man har nogle spillere, der har prøvet at spille i en slutrunde. Det er en anderledes udfordring at være i et andet land i så lang tid og være i træningslejr i en længere periode, siger Peter Møller ifølge Ritzau.

- Derudover vil en dansk billet til U21-EM være en blåstempling af dansk fodbold og talentudvikling.

U21-landsholdet møder Færøerne klokken 18 i aften, og regnestykket er ikke helt ligetil: Vinder Danmark, venter der en billet til EM i Italien til sommer. Vinder Danmark ikke, skal holdet håbe på, at Polen også snubler mod Georgien på hjemmebane.

Bliver Danmark i stedet nummer to, er EM fortsat inden for rækkevidde. Da ser holdet ud til at placere sig blandt de fire bedste to'ere, hvilket sikrer en sidste chance i playoff.