Video : Tipsbladet
Premier League

Zohore-løse Cardiff fik sæsonens første sejr

Cardiff tog sæsonens første sejr, da de uden Kenneth Zohore vandt oprykkerkampen over Fulham.

Det var et møde mellem to Premier League-oprykkere, da Cardiff lørdag eftermiddag tog imod Fulham på hjemmebane. Begge mandskaber har haft en svær sæsonstart, så der var meget på spil.

Hjemmeholdet trak det længste strå i et opgør, hvor danske Kenneth Zohore sad på bænken i hele kampen. Det var ellers gæsterne, der bragte sig foran efter 10 minutters spil ved Andre Schürrle.

Cardiff svarede igen en håndfuld minutter senere, da de scorede to gange på fem minutter. Inden pausen blev der bragt balance i regnskabet for Fulham, da stortalentet Ryan Sessegnon udlignede.

Efter en times spil var det alt-mulig-manden Callum Paterson, som i opgøret spillede angriber, der igen gav Cardiff føringen. Den føring blev udbygget kort inden slutfløjtet, og dermed kunne Cardiff juble over deres første sæsonsejr i Premier League.

Der blev spillet hele seks Premier League-kampe lørdag klokken 16:00. De øvrige kampe flaskede sig således:

Bournemouth – Southampton 0-0
Manchester City – Burnley 5-0
Newcastle – Brighton 0-1
West Ham – Tottenham 0-1
Wolverhampton – Watford 0-2