Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Randers FC - FC Midtjylland

Randers FC har tre nøglespillere i karantæne, og der skal dermed ske en stor overraskelse, hvis kronjyderne skal have point mod FC Midtjylland søndag eftermiddag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Cepheus Park, Randers
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #rfcfcm #sldk

Holdnyt:
Randers FC:
Kronjyderne vandt senest 1-0 over Hobro IK, og dermed er holdet nu oppe på fem sejre i sæsonen. Det betyder samtidig, at top seks på papiret langtfra er et urealistisk mål i Randers FC, men det er næppe der, kronjydernes fokus er.

Randers FC har i denne sæson besejret OB, Vendsyssel FF, AGF og Hobro to gange. og det vidner om, at Thomas Thomasbergs mandskab har et ganske godt tag på de hold, man må papiret skal måle sig med. Samtidig kan man også konkludere, at Randers mangler at nappe én af de helt store skalpe. Det kan holdet passende gøre søndag mod FC Midtjylland.

I modsætning til sidste sæson er Randers FC igen blevet et svært hold at spille imod, og mange har bidraget til oprejsningen. Det er blandt andet værd at bemærke, at holdets 19 scoringer i denne sæson har været fordelt mellem 10 spillere - i det seneste opgør mod Hobro fik angriberen Marvin Egho åbnet sin målkonto for "hestene".

Randers FC er alvorligt svækket til opgøret mod FC Midtjylland, da hele tre profiler afsoner karantæne. Thomas Thomasberg må således undvære Jonas Bager, Nicolai Poulsen og Mikkel Kallesøe, mens Marcus Mølvadgaard, Joel Allansson og Jannik Skov Hansen sidder ude med skader.

FC Midtjylland:
De danske mestre tabte topkampen mod FC København i seneste runde, og dermed er ulvene nu tre point efter FCK i tabellen. Det var samtidig Kenneth Andersens første nederlag som cheftræner i FC Midtjylland.

Nederlaget var ét ærgerligt et af slagsen for FCM, men det er med sikkerhed ikke noget, der har fået båden til at vippe i Herning og Ikast. 1-2-nederlaget var således det blot andet i sæsonen, og dermed er mestrene fortsat den klub, der står noteret for færrest nederlag. 

FC Midtjylland har måttet undvære midtbanegeneralen Tim Sparv de seneste par kampe, men han kan formentlig gøre comeback mod Randers FC søndag. Finnen var med i truppen mod FC København uden at komme i aktion. Dermed er Artem Dovbyk og Ayo Okosun de eneste på skadeslisten i FCM.

Karantæner:
Randers FC: Bager, Poulsen og Kallesøe
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-4-2): Carlgren - Thomsen, Enghardt, Marxen, Conboy - Aaquist, Lauenborg, Rømer, Lobjanidze - Egho, Stokke

FC Midtjylland (3-4-3): Hansen - Hansen, Sviatchenko, Scholz - Andersson, Poulsen, Evander, Dal Hende - Mabil, Onuachu, Wikheim

Profilen:
Randers FC's bedste spiller i denne sæson Jonas Bager afsoner karantæne mod FC Midtjylland, og han bliver svær at erstatte for cheftræner Thomas Thomasberg. En oplagt løsning er at sende Erik Marxen ind i det centrale forsvar, hvor den normale venstreback før har vikarieret med succes. Marxen får imidlertid nok at se til mod FCM's velspillende offensiv.

Vidste du, at..:
Randers FC bryder sig ikke om at spille mod FC Midtjylland. Kronjyderne har således ikke besejret ulvene siden 2012. Dengang vandt Randers FC 2-1 på hjemmebane takket være en afgørende scoring af Ronnie Schwartz. Johnny Thomsen er eneste genganger i Randers FC fra den kamp.

Dom:
Randers FC har ikke slået FC Midtjylland i seks år, og kronjyderne henter generelt ikke mange point mod de absolutte sværvægtere i dansk fodbold. Læg dertil, at værterne har tre af de bærende kræfter i karantæne, og det ligner et stensikkert 2-tal i søndagens kamp. Vi har i hvert fald svært ved at forestille os et andet scenarie end en FC Midtjylland-sejr. Ulvene vinder 3-0 over Randers.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: