Video : Tipsbladet
1. division

Viborg forlænger med anføreren: Vigtigt for mig at blive en del af historien

Jeppe Grønning forbliver Viborg-spiller til 2022. Anføreren, hvis gamle kontrakt var tæt på udløb, har skrevet under på en aftale til 2022.

Jeppe Grønning kunne frit forhandle kontrakt med andre klubber, men han har netop forpligtet sin fremtid til 1. divisions førerhold. Anføreren har således forlænget sin aftale til 2022.

Horsens Folkeblad skrev ellers for nylig, at Bo Henriksen og co. var interesseret i at hente den 27-årige midtbanemand til klubben, men den mulighed han Grønning nu begravet. Han er da også indstillet på at blive i Viborg i lang tid.

- Jeg var 21 år, da jeg kom hertil, og dengang var det måske bare et skridt i min karriere, men siden hen er både klubben og byen blevet min egen. Jeg har det sådan, at jeg vil gå all in her, og det er vigtigere for mig at være her i mange år og blive en vigtig del af klubben og historien fremfor at skifte rundt og være en lille del af flere klubber, siger Jeppe Grønning til klubbens hjemmeside.

Også fra den anden side af forhandlingsbordet lyder der tilfredse gloser. Administrerende direktør Morten Jensen:

- Jeppe er både en vigtig spiller og en vigtig person, hvor han i sin rolle som anfører har stor betydning både på og uden for banen. Han er en kulturbærer og en fighter, som er karakteriseret af de værdier, vi har i klubben, og han er vellidt blandt alle i og omkring Viborg FF. Det er en vigtig kontraktforlængelse og også et signal fra Jeppe om, at vi er på rette vej igen.

Jeppe Grønning har været i Viborg siden 2012 og spillet 183 kampe for klubben, der fører 1. division med fire point ned til Silkeborg IF.